23948sdkhjf

Ny løsning skal forhindre dyre vindmøllehavarier

Små revner i vindmøllelejer kan betragtes som den dyreste enkeltstående havaritype af alle vindmøllekomponenter. I dag findes ingen løsninger på problemet, men det vil et nyt projektsamarbejde nu gøre op med.

White Etching Cracks (WEC) er en særligt aggressiv og uforudsigelig havaritype, der forekommer i vindmøllelejer. WEC er indre revner, der i særdeleshed rammer lejer fra gearkasser, hovedaksler og generatorer. Dette kan forårsage havarier allerede efter 1-10 procent af en vindmølles normale levetid og betragtes som den dyreste havaritype for alle vindmøllekomponenter.

Selvom der er blevet indført forbedringer til begrænsning af risikoen for WEC, har der indtil nu ikke været nogen kommercielt attraktiv måde at gardere sig helt imod WEC på, men det vil projektsamarbejdet WhiteWind lave om på. Projektets specifikke mål er at udvikle et nyt WEC-modstandsdygtigt lejemateriale ved brug af nye overfladeteknologiske løsninger, der skal tilvejebringe et kommercielt konkurrencedygtigt alternativ til eksisterende vindmøllelejer, fortæller Hilmar Danielsen, seniorforsker hos DTU vindenergi og projektleder for det nye projekt:

- Det overordnede mål med projektet er at forhindre lejehavarier i multimegawatt vindmøller ved at udvikle løsninger til WEC-havaritypen. Det gør vi blandt andet ved at udvikle kommercielle teknikker til overfladebehandling af lejer, forklarer Hilmar Danielsen, og uddyber:

- På grund af den upålidelige holdbarhed, som har ramt vindmølleindustrien i mere end et årti, er der et presserende behov for specifikt at udforme lejematerialer, der er velegnede til vindmølleforhold. Det kræver, at materialet skal være holdbart over for meget dynamiske belastningsforhold, hvilket er problemet, der undersøges

Thomas Abel Sandholdt, administrerende direktør hos Expanite og part i projektet er glad for det kommende samarbejde:

- For Expanite, er WEC-projektet en enestående mulighed for at bringe vores teknologi til hærdning af rustfri stål i spil til mulig afhjælpning af en række udfordringer hos nogle af verdens førende virksomheder indenfor vindmølleindustrien. Samtidig er det naturligt en styrke, at projektet bygger videre på mange års tæt samarbejde med DTU, og de kommercielle aspekter ved et succesfuldt projekt er absolut interessante, tilføjer han.

- Vi arbejder hver dag på at optimere vores produkter og løsninger og har allerede opnået positive resultater inden for gearkasselejer, og WhiteWind-projektet kan tage os endnu videre i forhold til at forbedre holdbarheden og levetiden for vores vindmøller. Vi ser i den sammenhæng et stort potentiale i effektiv beskyttelse mod White Etching Cracks, som projektet fokuserer på, forklarer Claus Olsen, senior vice president i Vestas.

Ud over DTU Vindenergi, Expanite og Vestas er også DTU Mekanik, SKF og RWTH Aachen University med i projektet.

Innovationsfonden har støttet projektet med 18 mio. kr.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187