23948sdkhjf

LBH International i kinesisk samarbejde

Den fynske producent af kompensatorer til energisektoren opretter joint venture-selskab i Kina. Partneren er Aerosun Corporation.
Hos LBH International A/S i Kerteminde er der smil på læben i disse dage. Årsagen er, at selskabet er blevet valgt som joint venture-partner af Aerosun Corporation. LBH har gennem længere tid gået med et ønske om at komme ind på det kinesiske marked, så da muligheden bød sig, var det et let valg.

- Vi har i lang tid været opmærksom på Kina som et meget interessant marked. Men pga. vores størrelse har vi ikke kunnet gennemføre noget seriøst tiltag for Kina. Vi havde og har sådan set nok at gøre med vores egen drift samt udvikling af vores JV-selskab i Indien, LBH Expansion Joints India, siger administrerende direktør, Rune Lindholm Skræp-Hansen, til Metal Supply.

Joint venture-selskabet starter driften d. 1. marts i år og skal designe, producere og sælge vævs- og elastomere kompensatorer til det kinesiske marked.

Bidrager med know-how
Forventningen til samarbejdet er et godt afkast, som skal bruges til investeringer i Danmark, så der kan sættes yderligere skub i LBH’s vækst. Endvidere er forventningen, at der via joint venture-selskabet kan igangsættes produktudvikling, idet selskabet har adgang til større kapital, end LBH International selv har til rådighed. Udviklingsarbejdet er også der, LBH har sin force i samarbejdet.

- Det vi byder ind med er naturligvis knowhow. Vi skal produkttræne dem og lære dem vores teknologi. Og vi udstationerer en mand, som skal hjælpe med driften og sørge for, at vores kvalitetsniveau er det samme, som hvis det blev produceret i Danmark. Herefter skal vi sætte vores præg på selskabet igennem bestyrelsesarbejde, forklarer Rune Lindholm Skræp-Hansen.

LBH International har i forvejen international erfaring fra Indien. De sidste tre år har selskabet være majoritetspartner i joint venture-selskabet LBH Expansion Joints India med et ejerskab på 80 %.

Første europæiske samarbejdspartner
Kinesiske Aerosun Corporation er et børsnoteret selskab med en omsætning på over 2 mia. kr. Ud over samarbejdet med LBH International har Aerosun Corporation ejerskab i ni andre joint venture-selskaber med partnere fra USA, Japan og Kina. LBH International er det første europæiske selskab, som Aerosun Corporation opretter joint venture-selskab med. Et faktum man er stolte over i Kerteminde, og tilskriver kvaliteten af LBH’s produkter.

- Alle deres andre JV-selskaber er markedsledere i Kina, og de forsøger at finde de partnere, de tror er de bedste indenfor branchen. Ikke størrelsesmæssigt. For der er mange, som er større end os. Men på navn, produkter, tekniske løsninger og kvalitetssystem, siger Rune Lindholm Skræp-Hansen.

Det kinesiske selskab har godt 58 salgs- og marketingafdelinger rundt om i Kina, som varetager salg for alle Aerosuns joint venture-selskaber.

- Stort set alle JV-selskaber producerer produkter til energisektoren. Dvs. mange af de kunder, som vores nye JV-selskab skal have fat i er allerede kunder ved andre af Aerosuns JV-selskaber igennem de salgs- og marketingafdelinger, som også varetager vores salg, afslutter Rune Lindholm Skræp-Hansen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08