23948sdkhjf

DOT er på opkøb igen

DOT-koncernen har lavet sit andet opkøb på knap et år. I marts 2017 købte overfladebehandleren Herning Varmforzinkning, og nu er Skanderborg-virksomheden Steel Coating indlemmet i koncernen.

Handlen betyder, at DOT udvider sine pulverlakerings-kompetencer markant, og strategien om at være full-service partner i overfladebehandling forstærkes yderligere.

Hidtil er pulverlakeringen primært blevet foretaget af eksterne leverandører. Men udfordringer med at skaffe tilstrækkelig kapacitet i et hastigt voksende marked har været en stærkt medvirkende faktor til overtagelsen af Steel Coating.

Komplementerer hinanden
Samtidig øger DOT sin tilstedeværelse i Østjylland med fuldautomatiske produktionsfaciliteter og kompetente medarbejdere, fortæller DOT's administrerende direktør, Henrik Steen-Jørgensen, der ser de to virksomheder som et perfekt match.

- Vi komplementerer hinanden på en lang række punkter. Mange af vores kunder er sammenfaldende, og vi har de samme høje krav til maling og logistik. Det er en veldrevet virksomhed, som ikke går på kompromis på kvaliteten. Vi forventer helt sikkert, at kunne tilføre en større volumen fremadrettet, siger direktøren.

De 20 medarbejdere hos Steel Coating fortsætter som hidtil, mens navnet ændres til DOT Steel Coating. Den hidtidige ejer, Per Rasmussen, hjælper til i en overgangsperiode for at gøre ejerskiftet så harmonisk som muligt.

Grundig sondering
DOT-direktøren forklarer, at man har sonderet terrænet grundigt for at finde den rigtige virksomhed til at løfte opgaven med pulverlakering, og da man først mødte hinanden, nåede parterne hurtigt til enighed.

Den nu tidligere ejer, Per Rasmussen, var interesseret i at sælge sit livsværk efter mere end 20 år ved roret, og han er glad for aftalen.

- Jeg har altid sagt, jeg ikke vil bæres ud herfra. Jeg har gået med overvejelser om, at tiden var moden til at prøve noget nyt. DOT er førende indenfor overfladebehandling på alle fronter. Det er den helt rigtige køber på det helt rigtige tidspunkt. Både kunder og kolleger kan se frem til samarbejdet. Jeg giver stafetten videre med ro i sindet, siger Per Rasmussen.

Har alle former for overfladebehandling
Med specialiserede afdelinger i både Danmark og Sverige indenfor varmforzinkning, vådmåling, aquacoating, slyngrensning, sandblæsning og metallisering, samt tilføjelsen af egen afdeling til pulverlakering af stål og aluminium i Skanderborg tilbyder DOT nu hele paletten af overfladebehandling internt, og DOT-direktøren forventer nu, at markedsandelen kan øges yderligere.

- Kunderne skal kun gå ét sted hen. Uanset hvilken ydelse de har behov for indenfor overfladebehandling. Med en afdeling dedikeret til pulverlakering centralt placeret i Jylland, bliver vi endnu mere fleksible. Det er en mærkbar udvidelse af koncernen med gode perspektiver, siger Henrik Steen-Jørgensen.

- Vi har aldrig lagt skjul på, at vi gerne så en konsolidering af markedet for varmforzinkning – også i Sverige. Er der muligheder i Sverige, er vi i hvert fald ikke afvisende.

Fakta om DOT

DOT, tidligere Dansk Overflade Teknik, har hovedsæde i Fasterholt ved Brande og blev grundlagt i 1984. I dag råder man over produktionsfaciliteter i Vildbjerg, Fasterholt, Ferritslev, Køge og Skanderborg.

Herudover ejer DOT to produktionsfaciliteter i Sverige, Sölvesborg og Eskilstuna.

Koncernen beskæftiger cirka 500 medarbejdere fordelt med over 400 medarbejdere i Danmark og 100 medarbejdere i Sverige. DOT har specialiseret sig i overfladebehandling – typisk varmforzinkning, metallisering, aquacoating, maling og pulverlakering.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078