Fra folie til boreplatforme
Aluminium bruges til utallige formål. Mest anvendt er det indenfor byggeri, transport, emballage og elektronik.
Transportindustrien er storforbruger af aluminium. Vægtbesparelse betyder meget, når det gælder om at gøre fly, biler, lastbiler, tog og skibe så økonomiske og miljøvenlige som muligt. En vægtbesparelse på 10 procent giver således biler en brændstofbesparelse på 6 til 8 procent.
Aluminium har en høj ledningsevne, der gør det velegnet til elektrotekniske produkter som højspændingsledninger. Her er den lave vægt igen en fordel. En aluminiumsleder med samme overføringskapacitet som en kobberleder vejer kun det halve. Aluminium er også en god varmeleder og bruges ofte til varmevekslere.
I emballageindustrien er aluminium uundværligt. Alufolie er blot et enkelt eksempel. Her er det en stor fordel, at aluminium er lys-, luft-, og lugttæt og et ikke-giftigt materiale.
Aluminium bruges på steder, hvor der kræves noget særligt af materialerne. For eksempel off-shore-sektoren, der har glæde af, at aluminium kan tåle saltvand. På boreplatforme er helikopterdækkene ofte fremstillet af aluminium.
Transportindustrien er den største forbruger af aluminium, efterfulgt af byggeriet. Yderligere information:
AluCluster
Center for praktisk anvendelse af aluminium
Direktør Jens Sandahl Sørensen / Projektkoordinator Michael René Boesen
E-mail: /
Telefon: +45 73 74 30 40
http://www.alucluster.com