23948sdkhjf

Thomas er et levende stålleksikon

Thomas Sørensen går gerne en ekstra mil for kunderne. I 40 år har han solgt stål til industrien for Tibnor.

Der er fart på Thomas Sørensen. Knap har han sat sig ved bordet, før han forklarer ivrigt om M-behandlet stål og sejhærdningsstål og alle de specialstål, som Tibnor tilbyder.

I 40 år har han arbejdet som teknisk sælger af specialstål hos Tibnor. Men frem for at fortælle om sig selv, vil han hellere fortælle om kunderne og om de opgaver, som han løser for dem. For eksempel har han lige løst et problem med at fjerne magnetiseringen fra stål.

- Det er det, der er fantastisk. At finde det produkt, der gør kunden tilfreds, siger Thomas Sørensen.

Og så forklarer han, hvordan M-behandlet stål indkapsler urenheder i stålet og gør det lettere at arbejde i.

- Det er vores store sællert. Det betyder, at mange virksomheder kan køre automatisk produktion hele natten uden nedbrud, siger han.

Stålet kommer fra Ovako-værket i Finland.

Thomas Sørensen kender alt til de mange mulige ståltyper. Som kollegaen Tina Thomsen siger:

- Vi har en stålvalseguide i firmaet. Men det er da nemmere at ringe til Thomas.

Thomas Sørensen sælger stangstål og stål i rør. Han dækker den nordlige halvdel af Jylland, og han handler med nogle af de største industrivirksomheder. Det sker med udgangspunkt fra hjemmekontoret i Mårslet lige syd for Århus. Men i dag møder vi ham på Tibnors hovedsæde i Odense.

Pumpet for viden
Viden om stål har han tilegnet sig bid for bid.

- Jeg er jo ikke ingeniør, men jeg har arbejdet sammen med så mange ingeniører i firmaerne. Da jeg var ung, var jeg meget sammen med hærdemestre fra det, der hed Jysk Hærderi. Når vi var sammen, blev jeg ved med at pumpe dem for viden om stål, indtil de sagde: "Nej, Thomas, nu holder vi altså fri", griner han.

Selv om han har været 40 år hos Tibnor, så elsker han, når der sker ny udvikling.

- Vi besøger jævnligt Ovako-værket i Finland, og vi udvikler nye legeringer sammen med værket. Der sker noget nyt, og det er det, der er spændende. Der er nogle udfordringer. Det er det, der driver mig, siger han.

Salgselev
Thomas Sørensen har faktisk været i metalbranchen i ikke mindre end 48 år. Han startede som 16-årig i 1969.

- Jeg var sikker på, at jeg gerne ville være sælger. Det har jeg altid gerne villet, og jeg havde allerede arbejdet i en købmandsbutik som dreng. Så fandt jeg en annonce i Aarhus Stiftstidende, hvor Jernkontoret søgte en salgselev, og så blev det stålbranchen, siger han.

Som sælger har han turet Jylland rundt på kryds og tværs.

- Jeg har haft ufatteligt mange spændende møder, rejser og udfordringer, siger han.

Før mobiltelefonernes tid måtte han finde den nærmeste telefonboks og ringe hjem.

- Efter hvert kundebesøg måtte jeg ringe hjem til den interne sælger og give detaljer om ordren. Min bil var fuld af mønter til mønttelefonerne, husker han.

Energi
Energien er stadig høj hos 64-årige Thomas Sørensen. Så mange yngre må opgive at følge med. Forklaringen kan måske ligge i, at han både dyrker gymnastik og svømning en gang om ugen, foruden cykelturene med konen. Han spillede fodbold på højt niveau som ung og var derefter fodbolddommer i 30 år.

Afsted til Thisted
Interviewet er ved at være slut. Thomas Sørensen har travlt. Denne tirsdag skal han nå til Jelling for at hente nogle emner på en maskinfabrik, som han har lovet til en kunde i Thisted.

Han hopper ud i Volvoen, som er en Cross Country model, og kører mod Jelling.

- Jeg har været med til at lave forsøg med kunden med nogle emner i Hardox. Kunden skal levere en ordre i morgen. Så har jeg fået maskinfabrikken til at skære 100 emner ud i den rigtige størrelse. Derfor skal jeg hurtigt op til Thisted, fortæller han.

Sådan er det bare med Thomas Sørensen. For år tilbage under en transportstrejke tog han sagen i egen hånd, lejede en lastbil, og lastede fem ton stål og kørte det ud til kunden med det.

Det er det, Thomas Sørensen kalder en win-win situation. Kunderne får det, de vil have, og Thomas Sørensen får solgt noget specialstål.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095