23948sdkhjf

JH Stålindustri køler cremen og den tykke sovs

Dansk specialist i ståltanke udvikler varmevekslere til fødevareindustrien - kunde i Norge har netop modtaget anlæg.

Skal du have kølet eller opvarmet højviskøs sovs eller creme, så er der er værd at vende blikket mod Randers.

Eller rettere sagt Spentrup, lidt nord for byen, hvor smedevirksomheden JH Stålindustri holder til.

Siden 1990 har virksomheden været specialist i produktion af ståltanke, og gennem årene er der udbygget med udvikling og produktion af samlede anlæg til procesindustrien. Det gælder blandt andet tankanlæg tilkoblet skrabevarmevekslere målrettet virksomheder, der har behov for nedkøling af højviskøse væsker.

I december blev et anlæg med skrabevarmevekslere leveret og installeret hos en norsk virksomhed, der producerer frugtsovs, chokoladesovs og vaniljecreme til wienerbrød til industribagerier.

- Det er en varmeveksler, som både kan varme og køle, og hos den norske kunde er der tale om et højviskøst produkt, som nedkøles fra 80 til 20 grader. Den tykke creme kræver enorme kræfter at håndtere, og derfor har vi specialbygget anlægget med en 10 kilowatt motor, siger JH Stålindustris ejer og direktør Lars Sørensen.

Viskositet giver udfordringer
Kunden i Norge skal køre tre forskellige produkter på varmeveksleren, og alle produkter har den evne, at de selv ved høje temperaturer bevarer deres viskositet. Det giver den store fordel, at creme og chokoladesovs ikke bliver tyndtflydende og løber ud under bagningen. Men det giver nogle udfordringer for JH Stålindustri.

- I det her anlæg starter vi med en tank, hvor det er 80 grader varmt, og så pumper vi væsken ud i skrabevarmeveksleren, der køler det til 20 grader, hvorefter det fyldes direkte i spandene. Selve varmeveksleren er et rør på 150 mm i diameter med en længde på halvanden meter. Inde i røret er der en rotor, og så køler vi med koldt vand udvendigt på røret, forklarer Lars Sørensen.

Meget mere procesteknik
Selve anlægget er leveret til den norske kunde inklusiv styring, og JH Stålindustri har tidligere lavet lignende anlæg til blandt andet Bornholms Konserves, som også har en unit, hvor ståltanke er bygget sammen med varmeveksleren. Det er skridt på en rejse, som Spentrup-virksomheden allerede er i fuld gang med.

- Varmeveklserne er en udvidelse af vores produktprogram, og vi bevæger os op i værdikæden. Vi vil gerne længere ind i det procesteknologiske, og det kræver nogle kompetencer, som vi har i virksomheden, siger Lars Sørensen, som selv er uddannet maskiningeniør og i dag har 24 ansatte.

Rammer godt
Han er ikke i tvivl om at netop varmeveksleren rammer godt i fødevareindustrien og andre procestekniske industrier, der arbejder med tyktflydende væsker.

- Alle de steder, hvor du skal varme noget højviskøst op eller køle det ned, har du behov for varmeveksleren. Vi har også lavet små tankunits, hvor vi varmer og køler inde i tanken, og helt overordnet bruger vi vores erfaringer fra ståltankene i det her arbejde, siger Lars Sørensen, som er overbevist om, at der blandt ingeniørhuse og maskinbyggere også er plads til JH Stålindustri.

- Vi kan det samme som dem, men så har vi vores egen varmeveksler, og vi kan muligvis gøre det lidt billigere. Men det er stadig ståltanke, der er vores hovedprodukt, og det bliver det ved med at være siger Lars Sørensen, som oplyser, at JH Stålindustri omsætter for cirka 25 mio. kr. årligt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079