23948sdkhjf

Ny metode skal opdage revner i vindmøllevinger

DTU Vindenergi og LM Wind Power har i samarbejdsprojektet Cinema fundet frem til en helt ny måde at observere og opdage, hvor og hvordan revner udvikler sig i de ensrettede glasfiberkompositmaterialer, der blandt andet anvendes i vindmøllevinger.

DTU Vindenergi og vindmøllevinge-producenten LM Wind Power har sammen fundet frem til en ny metode, hvorpå man kan følge, hvordan revner og skader i materialerne til vindmøllevinger udvikler sig.

Med projektet Cinema kigger forskerne blandt andet på, hvordan man kan forbedre og forlænge levetiden for vindmøllevinger ved hjælp af 3D-røntgentomografi. Ved at have en bedre og større viden om, hvordan revner udvikler sig i vindmøllevinger, kan man få udviklet mere konkurrencedygtige materialer og vingedesigns, siger Lars Pilgaard Mikkelsen, lektor fra DTU Vindenergi og ansvarlig for skadesarbejdsgruppen i samarbejdsprojektet Cinema:

- For første gang nogensinde har vi kunnet benytte 3D x-ray computertomografi-scanninger til at følge skadesudviklingen på mikroskopisk skala i de lastbærende glasfiberkompositter, som bruges inden i vindmøllevingerne, siger Lars Pilgaard Mikkelsen, og uddyber:

- Den nye scanningsteknik gør det muligt for os at identificere, hvor skaderne starter i kompositmaterialet, og hvordan de udvikler sig efterhånden, som kompositten bliver udsat for flere og flere belastningscykler igennem dens levetid.

Et nyt gennembrud
Den nye 3D x-ray computertomografi-scanningsteknik er en ny og banebrydende måde at følge skadesudviklingen på. For få år siden var lignende analyser baseret på destruktive analyser, hvor det krævede, at man skar emnerne op for at kunne kigge ind i dem i et elektronmikroskop. Derved fik man kun et øjebliksbillede i to dimensioner af skaden, og man havde derfor ikke en mulighed for at følge, hvordan en sådan intern skade efterfølgende ville udvikle sig over tid.

Ifølge Jens Zangenberg Hansen, senior ingeniør fra LM Wind Power, så åbner den nye tomografi op for helt nye muligheder:

- Gennem Cinema-samarbejdet har vi fået belyst en række skadesmekanismer, som vi indtil nu kun har haft gisninger om var til stede. Det er relevant for os at forstå vores materialer og de måder, hvorpå de går i stykker, så vi ved, i hvilken retning vi skal optimere for at kunne levere endnu mere pålidelige vinger til fremtidens grønne energiomstilling.

Artiklen er bragt i samarbejde med DTU.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188