Glunz & Jensen fortsætter frem
Glunz & Jensen øger også i årets andet kvartal salget af trykkerimaskiner. Selskabet opjusterer nu sine forventninger til helåret med 67 %.
- Fremgangen skyldes primært en øget fokusering på Indien, Brasilien, Rusland, Kina og Mellemøsten. Ligeledes er den nye produktserie Gecko samt iCtP-linjen nu slået pænt an globalt, oplyser Glunz & Jensen i forbindelse med en offentliggørelse af regnskabet.
Omsætningen lå i årets første halvår på 141,5 mio kr. mod 130,7 mio. kr. året før. Resultatet før skat endte på 9,5 mio.kr., hvilket er en stigning på 3,8 mio.kr.
På baggrund af de positive takter opjusterer selskabet nu årets resultat før skat fra 9 mio. kr. til ca. 15 mio. kr.
Efter afslutning af første halvår 2010/2011 er der indgået aftale om køb af 83,5 % af aktierne i flexo-virksomheden Degraf S.p.A. i Italien. Nyerhvervelsen forventes at tilføre ca. 2 mio.kr. til bundlinjen i indeværende regnskabsår.