Grundfos investerer milliard i udvikling
Pumpekoncernen er kommet flot ud af krisen og vil nu udnytte den gunstige situation til at investere ekstra meget i fremtiden.
- Grundfos er på vej med et nyt pumpeprogram, der er så omfattende, at vi næsten selv er ved at miste pusten. Jeg kan endnu ikke løfte sløret for, hvilke nye produkter vi vil lancere. Men det er pumper, som ikke er set før, og som konkurrenterne vil lægge mærke til, udtaler koncernchef Carsten Bjerg til Børsen.
Færre arbejdspladser i Danmark
Det er dog ikke det eneste sted, hvor Grundfos investerer i fremtiden. Koncernens anlægsinvesteringer runder i 2011 1,5 mia. kr. og er dermed tilbage på før-kriseniveau.
Det sker blandt andet i Rusland, hvor koncernen vil udvide en fabrik, og i Serbien vil man bygge en helt ny fabrik. Derudover er Grundfos i gang med at forberede udvidelser af produktionen i Chennai i Indien.
I Danmark er der derimod udsigt til færre arbejdspladser, idet noget af produktionen fra Bjerringbro vil blive flyttet til Serbien, Mexico og Ungarn. Carsten Bjerg understreger dog, at det ikke vil betyde afskedigelser.