23948sdkhjf

Lemvigh-Müller gør livet lettere for sine chauffører

Hos stål- og teknikgrossisten har chaufførerne selv været med til at bestemme lastbilflådens opbygning, design og udstyr til gavn for det fysiske arbejdsmiljø.

Lastbilchauffør Henrik Søgaard har sin faste bil hos Lemvigh-Müller i Randers, men er han syg eller på ferie, kan en afløser uden problemer sætte sig ved rattet og levere dagens stål. Afløseren kender nemlig bilen ud og ind allerede.

Lemvigh-Müller besluttede for få år siden, at virksomhedens 36 lastbiler skulle være samme type med ens opbygning, indretning og sættevogne. Det har ført til et bedre arbejdsmiljø blandt de 52 chauffører, fortæller Henrik Søgaard, som har været chauffør i virksomheden i 14 år, og som også er arbejdsmiljørepræsentant:

- Den investering er for mig at se win-win. Vi chauffører får en nemmere og sikrere dagligdag, når vi nu kan køre hvilken som helst bil, hvor for eksempel trinhøjden er den samme. Vi skal jo ud og ind mange gange i løbet af en arbejdsdag, så det bliver jo meget rutine, og derfor er det vigtigt, at indretningen ikke ændrer sig hele tiden, hvis vi skal skifte bil, siger Henrik Søgaard.

Chauffører er udsatte
Tiltaget er et led i Lemvigh-Müllers arbejde for at nedbringe sygefravær og arbejdsulykker samt at højne trivslen. Netop blandt lastbilchauffører er der ofte mange arbejdsulykker. Sammenlignet med andre jobgrupper er andelen af arbejdsulykker mere end dobbelt så høj blandt chauffører.

Det skyldes, at de ofte skifter fra at sidde inaktiv til at skulle udføre fysisk arbejde, et skifte der øger risikoen for skader. Desuden løfter, skubber og trækker chaufførerne, og de kan ikke altid anvende tekniske hjælpemidler. Det billede kan Randi Madsen, der er arbejdsmiljøchef hos Lemvigh-Müller godt genkende:

- Derfor er det fantastisk med ensretning, for så kan vi sikre, at alle biler har et højt niveau. Samtidig kan vi give præcis vejledning i forhold til, hvordan arbejdet udføres og sørge for, at der sker på en så sikker og skånsom måde som muligt, siger hun.

Ifølge Randi Madsen tyder det på, at tiltaget med ensretning har hjulpet på arbejdsmiljøet.

- Chaufførernes seneste arbejdspladsvurderinger (APV, red,) for det fysiske arbejdsmiljø er meget positive, så det ser bestemt ud til, at vi er på rette spor.

Chauffører med til at bestemme
Chaufførerne har selv været med til at bestemme, hvordan virksomhedens biler skal bygges op. På den måde sikrede man, at der blev taget stilling til de ting, der er vigtigst for en chauffør.

Der er derfor til Lemvigh-Müllers lastbiler:

  • Valgt den kranleverandør, som chaufførerne foretrak
  • Sikret, at kranerne sidder ens på alle 36 biler
  • Sikret optimale ergonomiske mål, for eksempel i forhold til skulderbredde
  • Valgt ens knapper på displays
  • Sørget for bedst mulig opstigning til bil og lad
  • Udskiftet standardhåndtag med et, chaufførerne syntes var bedre

Henrik Søgaard var ikke selv med i den styregruppe, som stod bag beslutningerne, men synes, at det var en rigtig idé at inddrage chaufførerne.

- Jamen, det er da fantastisk godt at lytte til dem, der rent faktisk bruger bilerne og udstyret i stedet for bare at trække noget ned over hovedet på os. Jeg er sikker på, at det giver nogle mere tilfredse medarbejdere, som kan yde en endnu bedre service over for kunderne, siger Henrik Søgaard.

Lemvigh-Müller undersøger løbende, om lastbilerne yderligere kan forbedres i forhold til arbejdsmiljø.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088