23948sdkhjf

Man bliver ikke beskidt eller nedslidt her

Drenge og deres fædre var på besøg på to metalvirksomheder i Hedensted Kommune for at høre om en karriere i industrien

Metalindustrien mangler folk. Det vil man gøre noget ved i Hedensted Kommune. Derfor inviterede kommunens uddannelsesvejledere forleden til besøg hos to metalvirksomheder under overskriften "Mors Dag i Industrien".

"Mors Dag" fordi man ofte siger, at det er mødrene, der har størst indflydelse på de unges valg af uddannelse.

Men det var nu primært fædrene, der var mødt op i Hedensted, og de havde taget deres sønner med til metalvirksomhederne Linddana i Tørring og Jual i Juelsminde.

- Det var fædrene, som havde trukket deres sønner med. Det var tydeligt nok, siger leder af uddannelsesvejledningen i kommunen Per Lunding.

- Det er forældrene, vi rigtig gerne vil have ud i virksomhederne. Vi vil gerne præge forældrene. De skal vide, hvad en produktionsvirksomhed er. Det er dem, der har 80 procent af indflydelsen på, hvad børnene vælger. Hele fortællingen om, at arbejde i produktionen er beskidt, hårdt, koldt og nedslidende skal vi gøre op med. Produktionschef Jan Nielsen fra Linddana var rigtig god til at vise, at virksomheden faktisk er et rent og sundt miljø, hvor man ikke bliver beskidt eller nedslidt, siger Per Lunding, og tilføjer:

- Folk ved, hvad en frisør, en mekaniker eller en tømrer laver. Men de ved ikke, hvad der sker på indersiden af væggene i industrien.

Klasser besøger industrien
Hedensted Kommune søger bevidst at gøre unge og deres forældre opmærksom på mulighederne i industrien. Det sker også i den såkaldte Hop-In-uge, hvor 7. klasser fra hele kommunen besøger hver sin virksomhed, og hvor klasserne i samme uge skal udvikle deres egne produkter og øve sig i at sælge dem.

- Vi vil gerne sende et budskab om et arbejdsmarked med mange muligheder og et budskab om, at industrien er en god karrierevej, og at man også kan videreuddanne sig til eksempelvis ingeniør, hvis man starter som industritekniker, siger Per Lunding.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094