23948sdkhjf

Strategisk satsning giver storordre

Svendborg-virksomheden SH Group har vundet en svensk ordre.

SH Group har lukket en meget stor ordre på fremstilling af et avanceret spilsystem til Hisingbron i Göteborg, bestående at fire spil, som kan håndtere et brofag på 800 ton, og tilhørende låsesystemer og wireskiver.

Samlet indgår der mere end 1.000 tons stål i leverancen, som produceres efter de nyeste svejsenormer (EN 1090). Der er ved indgåelsen af kontrakten tegnet en femårs serviceaftale, som gør, at SH Group skal arbejde i Göteborg i en periode på minimum syv år. Det skriver den fynske virksomhed i en pressemeddelelse.

In-house kompetencer er nøglen
Der er igennem lang tid opbygget en solid erfaring i virksomheden med at bygge spil til offshore-segmentet, som sammen med såkaldte A-rammer udgør et samlet system til at søsætte og ombordtage undervandsrobotter. Disse systemer er teknisk komplekse og produktionsmæssigt krævende, fordi de er store, og fordi de håndterer de meget dyre undervandsrobotter, som bruges i alle projekter offshore.

   - Man skal kunne stole på vores systemer, og det kan man, siger Jeppe Sonne, salgsdirektør for SH Group i Svendborg.

- Vores engineering-afdeling er på mere end 60 mand, som dækker alt fra stål over hydraulik til styringerne, og det ser man ikke hos ret mange virksomheder i Europa, uddyber han.

At have kompetencerne in-house er en stor konkurrencefordel for SH Group, fordi man typisk kan levere markant hurtigere end konkurrenterne. Men i denne sag har mange års erfaring med brosystemer og spil været de afgørende parametre for, at valget faldt på SH Group, selvom spilleverandører fra hele Europa har været i konkurrence om ordren.  

   - Hvis vi ikke havde haft en strategi om at opbygge teknisk og produktionsmæssig viden in-house, så tror jeg faktisk ikke, at vi havde vundet denne ordre, udtaler Jeppe Sonne.

Ser lyst på fremtiden
Efter nogle magre år, hvor offshore-markedet har været hårdt ramt, har SH Group aktuelt opbygget den største ordrehorisont siden oliekrisen indtraf.

Krisen i olieindustrien er ikke overstået endnu, men SH Group arbejder målrettet på at bruge kompetencerne herfra i andre industrier. Det har senest ført til endnu en ordre om renoveringen af et større brosystem i Korsør, men også indenfor vindbranchen slår virksomheden nu sine folder med adskillige store ordrer.

   - Det har været sundt for os at blive presset ud i flere brancher. Vi står i dag med en ekstremt stærk besætning klar til at løfte de ordrer, som kunderne kommer med. Produktionsanlægget er toptunet, og hver måned får vi nye og spændende kundeprojekter ind ad døren, så jeg er optimistisk, slutter Jeppe Sonne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105