23948sdkhjf

Metalvirksomhed viste kompetencerne frem

FJ Industries var igen i år med på Hannover-messen. - Et kæmpe udstillingsvindue for os, vurderer direktøren.

FJ Industries-emner pryder både hylder og glasmontrer på Hannover-messen for at vise en bred vifte af virksomhedens kompetencer. Og messestanden er typisk også stedet, hvor det første uforpligtende møde mellem metalvirksomheden og nye kunder sker.

I tiden efter de indledende møder bliver leads, altså potentielle kunder, til nye ordrer.

- Det er en lang proces. Hvis det går rigtig hurtigt, går der otte måneder til, at vi begynder at producere. Men for det meste går der meget længere tid, siger Lars Wildenschild, administrerende direktør, FJ Industries.

For kunderne er ofte meget teknisk krævende, og derfor skal hele produktionsprocessen valideres. Den fynske virksomhed, der har hovedkvarter i Ferritslev på Fyn og fabrikker i Kina og Sverige, skal også vise, at man kan producere efter de potentielle kunders specifikationer.

- Efter det første møde ender det ofte med, at vi har en, to eller tre møder, hvor man laver den tekniske granskning af selve emnet, der skal produceres. Kan vi producere de tolerancer? Og med den statistiske sandsynlighed, som kunden nu måtte kræve? Til sidst kan det ende med en ordre, uddyber direktøren.

Det store udstillingsvindue
Den fynske metalvirksomhed, der har to hovedteknologier; bearbejdning af sourced støbegods og sintermetal, bruger Hannover-messen aktivt.

I en verden, hvor markedsføringen sker på mange forskellige kanaler, er tilstedeværelsen i Hannover fastholdt.

- Tidligere tog vi på en hel række messer. Det varierer vi på nuværende tidspunkt, men Hannover-messen er netop det helt store udstillingsvindue, hvor der kommer flere hundredtusinde mennesker, uddyber direktøren, der har været i spidsen hos FJ Industries i de seneste fem år.

- Det er verdens største industrimesse og et kæmpe udstillingsvindue for os.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105