23948sdkhjf

Ny højspændingsmast til fremtidens elforsyning

Når der skal etableres stærkstrømsforbindelser i Syd- og Vestjylland i de kommende år, forventer Energinet, at ledningerne bliver båret af den nye mastetype Thor-gi.

Rambøll og Dissing+Weitling er udpeget til at færdigprojektere den nye mastetype, som Energinet ønsker at anvende til at udbygge transmissionsnettet – som transporterer strøm over længere afstande.

Den nye mastetype er en videreudvikling af den traditionelle højspændingsmast, der er en gitterkonstruktion samlet af elementer i vinkeljern. Den nye mast er også en gitterkonstruktion, men med elementer i rør, som giver mulighed for et skabe et mere elegant design, der desuden er lettere at montere og vedligeholde end hidtidige højspændingsmaster.

Kompliceret konstruktion kræver ekspertise
Gitterkonstruktionen af rør stiller høje krav til rådgivernes ekspertise, da samlingerne er mere komplicerede end på normale elmaster. Fordelen ved den nye konstruktion er dog, at man kan skabe en lavere og mere elegant konstruktion i landskabsbilledet end hidtil, med langt færre elementer.

- Man har ikke hidtil set højspændingsmaster udformet som gitterkonstruktioner af rør, men løsningen vil give et lettere udseende, og stålets egenskaber udnyttes optimalt. Sammen med Dissing+Weitling skal vi kombinere elegant udformning med enkel fremstilling og montage, uden at gå på kompromis med funktionen. Det er en spændende udfordring, siger Mogens G. Nielsen, chefrådgiver hos Rambøll Energi.

Rambøll har designet mere end 100.000 gittermaster af rør til mobiltelefoni over hele verden og bringer dermed solid erfaring med ind i projektet. Projekteringen af Thor-gi-masten bygger desuden videre på et langvarigt samarbejde mellem Rambøll og Energinet, som gennem en menneskealder har arbejdet sammen om elforsyningsopgaver.

Nyt marked for Dissing+Weitling
Udformning af elmaster er ny type opgave for Dissing+Weitling, men det nye arbejdsområde ligger i fin forlængelse af firmaets designtradition og mange erfaringer med at tegne teknisk udfordrende infrastrukturelle løsninger.

- Selv når vi tegner store brokonstruktioner, er det ud fra en ambition om at skabe harmoniske strukturer, som glider naturligt ind i landskabet med en diskret og underspillet elegance. Dette er også et vigtigt parameter i forbindelse med højspændingsmaster, siger Jesper Henriksen, partner i Dissing+Weitling.

- Vi har netop udvidet vores team med en erfaren ekspert inden for design af elmaster. Den nye ekspertise lægger sig fint op ad vores øvrige kompetencer, og vi er glade for allerede at have vundet vores første opgave inden for området. Det bliver et spændende samarbejde med Rambøll og Energinet.

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082