Ny maskine sætter fart i fristelserne
Hos Easyfood i Kolding produceres der bogstavelig talt brød og kager i lange baner. Det er alt fra pølsehorn og pizzasnegle til kanelsnegle, muffins og "fristelser" til tankstationer, restauranter, kantiner og butikker. Bagværket leveres dybfrossent, enten som helt færdigbagte produkter eller til bake off, som skal færdigbages.
Og det er mange kager og brød, det drejer sig om. Eksempelvis bliver der i 2018 leveret cirka 60 millioner færdige pølsehorn fra Easyfood til diverse kunder.
Produktionen, der sker i en kontinuerlig proces, starter med, at dejen blandes i store dejæltere, hvor hovedingredienserne mel og vand doseres automatisk og småingredienser tilsættes manuelt.
I alt æltes der cirka 1.500 kilo dej i timen.
Efter æltningen udrulles dejen på et bånd, hvorefter produktionsprocessen kører kontinuerligt til de færdige produkter er frosset og pakket. Ud fra den udrullede dej formes de enkelte brød og kager i automatiske specialmaskiner og sættes derefter til hævning i et rasterskab, hvor de enkelte bageplader kører igennem ved en temperatur på 28 grader og 83 procent luftfugtighed. Efter hævningen fortsætter produkterne enten til bagning eller direkte til frysning og emballering.
Lenze leverer maskiner
Maskinerne, der former og håndterer de enkelte produkttyper er specialfremstillede og leveret af firmaet Letech Machines i Slagelse, som har udviklet maskinen for og i et samarbejde med Easyfood og Lenze, der har leveret et samlet system for motion bestående af servodrev, servomotorer, gear, styresystem og HMI.
Lenze har i den forbindelse samarbejdet med Kolding Instrumentservice, der foretager løbende vedligehold på anlægget.
- Maskinerne, der håndterer og former de enkelte produkter, er udviklet specielt til vores produktion. Disse maskiner er opbygget på et fundament med hjul, så de let kan flyttes og udskiftes afhængig af de produkter, der skal produceres, fortæller technical manager Svend Østergaard, der har været med i Easyfood helt fra starten i 2000.
En af de nyeste specialmaskiner er en maskine, der anvendes til produktion af "Fristelser", der er et af Easyfoods mest succesrige produkter.
Fristelserne er populært sagt tre gærsnegle med fyld, der bages sammen i en papirform. Før dejen kommer til maskinen er den udrullet i tre "roulader" med frugtfyld, kanel/sukkerfyld, creme med videre.
Det har ikke været nogen enkel opgave at udvikle maskinen, der kan lave tre færdige "Fristelser" i sekundet, bemærker administrerende direktør Lejf Rasmussen fra Letech Machines.
- Ved udvikling af maskiner til bageriindustrien er der store udfordringer med hensyn til konsistensen af dej med creme eller andre typer af fyld. Det har også været tilfældet med denne maskine, som skal håndtere meget sukkerholdig dej og hård eller blød creme som fyld.
- Ved at regulere på fremføringshastigheden skal den afskårne dejmængde kunne justeres, og derudover skal maskinen, der er udviklet til ét bestemt produkt, kunne omstilles til flere produktvarianter, siger Lejf Rasmussen.