23948sdkhjf

Analyse: Kun hver anden virksomhed bliver klar til GDPR

EU’s databeskyttelsesforordning skal efterleves fra 25. maj 2018, men med kun tre dage igen, er det blot 53 procent, der er klar.

Det har været vanskeligt for virksomhederne at forberede sig på EU’s databeskyttelsesforordning (GDPR – General Data Protection Regulation). En ny analyse fra Dansk Erhverv viser, at hvor 71 pct. af de adspurgte virksomheder i november 2017 forventede at være klar til den 25. maj 2018, så er det tilsvarende kun lidt over halvdelen, som i starten af maj 2018 regnede med at kunne nå deadline.

Ifølge advokat og chefkonsulent i Dansk Erhverv, Martin Jørgensen, viser analysen, at det har været mere udfordrende for virksomhederne at implementere forordningen, end både politikere og virksomhederne selv havde regnet med.

- Databeskyttelsesforordningen er utrolig vigtig i en stadig mere teknologisk verden. For vi skal kunne stole på, at virksomheder og det offentlige har styr på de personoplysninger, som de indsamler om os. Der skal være tryghed om, hvordan oplysninger bliver opbevaret og brugt.

- Vi kan se, at andelen af virksomheder, som forventer at være i mål med GDPR den 25. maj, er faldet med næsten 20 pct. fra november 2017 til maj 2018. Det tolker Dansk Erhverv som udtryk for, at det er et enormt omfattende arbejde for mange medlemmer at omstille sig til de nye regler, siger Martin Jørgensen.

Vejledninger kommet drypvist
Martin Jørgensen peger desuden på, at forløbet om persondataforordningen godt kunne være forløbet noget mere hensigtsmæssigt.

- GDPR blev endeligt vedtaget i april 2016, og medlemsstaterne i EU, virksomheder og alle andre, reglerne påvirker, har derfor haft godt to år til at blive klar. To år kan lyde af meget, men det er absolut ikke tilfældet i denne sammenhæng. Selve GDPR-teksten har været kendt siden april 2016, men alle vejledninger og øvrige fortolkningsbidrag er kommet drypvist. Enkelte er fortsat ikke offentliggjort, siger Martin Jørgensen, og fortsætter:

- Vi havde meget gerne set, at man fra EU-side havde givet medlemsstaterne længere tid, eller at EU havde haft deres vejledning klar langt hurtigere. For det har forhalet processen, at de nationale myndigheder også har skullet vente på EU-fortolkningsbidrag, før myndighederne kunne lave deres egne nationale vejledninger. Fremover kunne man godt ønske sig, at nye forordninger og andre retsakter ledsagedes af vejledninger og eksempler, som virksomhederne kan ”spejle” sig i, når de skal i gang med implementeringen. Det vil gøre det mere overskueligt, lettere og frem for alt billigere for erhvervslivet, siger Martin Jørgensen.

Dansk Erhvervs analyse viser desuden, at op mod en tredjedel af de adspurgte virksomheder har haft brug for at hyre eksterne rådgivere for at komme i mål med databeskyttelsesforordningen.   

Analysen er lavet på baggrund af indberetninger fra Dansk Erhvervs medlemmer. Estimatet inkluderer den arbejdstid, som virksomhederne hver især vurderer at have brugt på GDPR, såvel som andre udgifter herunder til eksterne rådgivere og på it-området.

Læs meget mere i analysen her.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078