Siemens Gamesa åbner nyt teknologicenter
På det nye center i Madrid skal Siemens kunne teste vindmøller op til 10 MW.
Testcentret ligger i Madrid-forstaden San Fernando de Henares, og det skal afløse det hidtidige testcenter i den nærliggende forstad Coslado.
På centret vil Siemens Gamesa teste og producere elektriske systemer. Det er udstyret med to testbænke, der kan teste systemer helt op til 10 MW – en klar opgradering fra de testbænke på 2 MW, der var på det hidtidige testcenter.
Udover vindmøller kan testbænkene også bruges til solenergi og til lagringssystmer.
I alt breder testcentret sig over 8.400 kvadratmeter, hvoraf testbænkene optager halvdelen af pladsen. Derudover er der også blevet plads til en produktionslinje til effektelektronik.