23948sdkhjf

Kopihandel koster danske virksomheder 8,6 milliarder årligt

Danmark og resten af EU går hvert år glip af tusindvis af arbejdspladser på grund af handel med kopivarer

Kosmetik, tøj, medicin, smartphones og legetøj til spotpris. Ulovlige kopivarer er så omfattende og lukrativ en forretning, at Danmark og resten af EU lider tab i milliardklassen.

Nye tal fra EU's Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) viser, at handlen med kopivarer betyder, at 13 forskellige sektorer årligt mister 6 procent af det direkte salg i Danmark.

Det svarer til 8,6 mia. kr. i tabt salg for virksomhederne og 5.000 tabte arbejdspladser i Danmark.

Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

I hele EU betyder handlen med kopivarer 435.000 tabte arbejdspladser og tabt salg for virksomhederne på årligt 439,6 mia. kr. inden for 13 forskellige sektorer.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen mener, at handlen med kopivarer skal bekæmpes på alle fronter.

- Piratkopiering er i mine øjne tyveri og et angreb på dygtige, innovative virksomheder i Danmark. Derfor skal vi fra alle sider bekæmpe handel med kopivarer, udtaler han i en meddelelse. Ministeren tilføjer:

- Det er her afgørende, at danske virksomheder beskytter deres idéer med for eksempel varemærker, design eller patenter. Først derefter er det muligt at håndhæve og sanktionere eventuelle brud på deres rettigheder.

De nye tal fra EUIPO giver ifølge organisationens administrerende direktør, António Campinos, vigtig viden om problemets omfang og konsekvenser.

- I de seneste fem år har vores afrapportering og forskning for første gang givet et samlet billede af den økonomiske indvirkning af varemærkeforfalskning og piratkopiering på EU's økonomi og jobskabelse samt oplysninger om, hvordan immaterielle ejendomsrettigheder krænkes, siger han.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062