Slamsuger-producent udvider med nathold efter kæmpeordre
Der er gang i hjulene hos Silkeborg-virksomheden Hvidtved Larsen. Faktisk så meget, at første kvartal blev det bedste i virksomhedens historie. Det skriver Midtjyllands Avis.
Samtidig har slamsuger-producenten landet den største enkeltordre i virksomhedens historie. Det drejer sig om mere end 30 køretøjer til en engelsk kunde.
- Der er tale om en helt ny kunde, og det gør os naturligvis glade og stolte, at vi har et så godt omdømme i markedet, og at der er så stor tillid til os, at man fra start placerer en så stor ordre hos os, siger Brian Dysted, økonomidirektør hos Hvidtved Larsen, til Midtjyllands Avis.
Som direkte konsekvens af ordren vil virksomheden nu udvide med et nathold og søger derfor aktuelt 15 nye medarbejdere.
Originalartikel: https://www.mja.dk/artikel/silkeborg-virksomhed-fr-kmpeordre-og-anstter-15-mand-til-nathold