Erhvervsminister bliver ny direktør for Dansk Erhverv
Jens Klarskov har stået i spidsen for Dansk Erhverv siden 2008, men afløses altså nu af Brian Mikkelsen.
- Jeg vil gerne anerkende og takke Jens Klarskov for den store indsats, han siden 2008 har ydet Dansk Erhverv sammen med Dansk Erhvervs dygtige medarbejdere. Der er tale om et meget flot stykke arbejde, der har resulteret i den stærke position, Dansk Erhverv har i dag. Men tiden er inde til at lade nye kræfter træde til, der kan føre Dansk Erhverv videre i henhold til vores strategi, siger Dansk Erhvervs formand, Jens Mathiesen.
Brian Mikkelsen udtaler:
- Efter mange spændende og interessante år i politik er tiden inde til at prøve kræfter med nye udfordringer. Jeg er beæret og stolt over at være Dansk Erhvervs nye administrerende direktør. Jeg kender jo Dansk Erhverv rigtig godt, ikke mindst formandskabet, forretningsudvalget og bestyrelsen og de virksomheder, de repræsenterer i Dansk Erhvervs folkevalgte organer.
Posten som erhvervsminister overtages i stedet af Rasmus Jarlov fra De Konservative.