MiR-medstifter starter nyt roboteventyr
For fire år siden trådte produktionsingeniør og medstifter Bruno Hansen ud af MiR med en idé om at udvikle modul-løsninger til mobile robotter, der automatiserer opsamling og aflevering af emner til og fra produktionslinjer og lagerfaciliteter.
Nu er han klar med en applikation til MiR - en såkaldt ”Top Mover Unit” - og en serie automatiserede moduler til montering ved af- og pålæsningspunkterne i produktionen - de såkaldte ”Gate Moduler”.
Bruno Hansen har et indgående kendskab til MiR-robotten, og de miljøer den bevæger sig rundt i. Han mener, at der er stor efterspørgsel på applikationer, der kan udvide funktionalitet af mobile robotter og styrke integrationen med øvrige systemer:
- MiR-robotten er bygget til at transportere emner fra A til B og har derfor sine begrænsninger i forhold til integration med andre automatiserede systemer. Det er her, Nord Modules kommer ind i billedet. Vi er det forbindelsesled, der skal tage automatiseringen skridtet videre og udløse effektiviseringspotentialet, siger han.
At interessen er stor, blev tydeligt bekræftet i uge 25 på Europas største robotmesse, Automatica, i München, hvor Bruno Hansen og Nord Modules var i dialog med distributører og integratorer fra EU.
MiR ser frem til samarbejde
Det går godt for MiR, der for få uger siden blev solgt til den amerikanske automatiseringsvirksomhed, Teradyne. Industrien for mobile robotter er for alvor begyndt at tage fart, og det betyder muligheder for et helt nyt applikationsmarked til MiR og andre mobile robotter.
Det næste skridt i automatiseringen af produktionsvirksomheder skal i høj grad bæres frem af Gate-moduler som Nord Modules’ i industrikvalitet. Der er brug for flere standardapplikationer, hvis produktionsvirksomhederne skal løfte effektiviteten, lyder det fra CCO i MiR, René T. Lydiksen:
- MiR-robotten er en logistik-robot, der er specialiseret i at skabe værdi ved at bevæge emner fra A til B. Det er klart, at den værdi kun bliver højere, når der kommer en applikation, som kan styrke automatiseringsgraden i virksomheder ved at udvide funktionaliteten i forhold til flytning af emner til og fra produktionslinjer og lagerfaciliteter.
René T. Lydiksen fortæller videre, at MiR via sit netværk af distributører og integratorer har en god fornemmelse af, at Nord Modules vej til markedet bliver meget kort og effektiv.