Elcykler skal bygges i Aalborg
De to nordjyske iværksættere Morten Birch og Nichlas Lloyd har efter et økonomisk benspænd fra Bruxelles besluttet, at de fremover vil lægge produktionen af elcykler fra deres fælles selskab, Strøm Bikes, i Danmark. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.
- Det bliver enten i Aalborg eller Nørresundby, når vi har fundet egnede lokaler, siger Nichlas Lloyd til avisen.
Beslutningen er truffet efter et par turbulente måneder, hvor deres forretning har hængt i en tynd tråd.
De var efter en succesfuld crowdfunding i starten af maj på vej til Kina for at sætte gang i produktionen af over 1.000 Strøm elcykler, men kort før de satte sig i flyet, fik de at vide, at EU havde indført en ekstraafgift (antidumping tax) på kinesiske elcykler på op til 189 procent.
- Vi har forhørt os hos EU, hos de danske myndigheder og hos importjurister, men ingen steder har vi kunnet få at vide, hvordan afgiften ville ramme. Vi kunne bare konstatere, at cyklerne kunne blive op imod tre gange så dyre. Hvis vi havde skullet afholde den omkostning, var firmaet gået ned med flaget, siger Nichlas Lloyd.
Crowdfundingen er ifølge Nordjyske Stiftstidende bygget op, så ”køberen” kan få en cykel til en reduceret pris, mod at Strøm Cykler får en sikker ordrevolumen, så de kan starte en produktion op.
Løsningen er i første omgang blevet at flytte produktionen til Taiwan, men på sigt er kursen altså sat mod Danmark.