Nordjysk automation-virksomhed konkurs
Skagen-virksomheden Elektromarine Automation er blevet erklæret konkurs ved Skifteretten i Hjørring. Det er virksomhedens ejere, Jan Pedersen og Jens Vinther Pedersen, der har indgivet konkursbegæringen, skriver Nordjyske Stiftstidende.
Konkursboet er dog blevet overtaget af den norske virksomhed Global Ocean Technology, og de fleste af de 27 ansatte kan dermed beholde deres job.
- Den nye ejer overtager de ansatte og de kunder, der ønsker at følge med over i den nye struktur, fortæller kurator Jesper Høy fra Dahl Advokatfirma til Nordjyske.
Elektromarine Automation var specialiseret i produktion af kontrolpaneler og PLC’er til blandt andet offshore og marine.
I 2017 havde virksomheden et overskud efter skat på 0,3 mio. kr., mens bundlinjen året før lød på -4,4 mio. kr. Egenkapitalen var ved udgangen af 2017 på -3,2 mio. kr.