23948sdkhjf

Robotterne indtager Sapa Precision Tubing

En tung proces med håndtering af trukne rør er nu blevet automatiseret

Sapa Precision Tubing Tønder fremstiller præcisionstrukne rør, flerkammerprofiler og mindre ekstruderinger i aluminium.

Det nye anlæg består af to robotter, som arbejder sammen og har overtaget alt det hårde arbejde. Det er et stort anlæg, men på de fire betjeningspaneler kan operatøren styre det helt alene.

Manuel betjening bliver fuldautomatisk
- Det tidligere anlæg var manuelt og krævede to medarbejdere. Vi arbejder med coils, som vejer mere end et ton og er opviklet med 10-20 km rør. Det var både ergonomisk og sikkerhedsmæssigt en problematisk proces at føre aluminiumsrøret frem mellem de enkelte maskiner. Derfor besluttede vi at indkøbe et fuldautomatisk robotanlæg. Vores krav var, at det kunne betjenes af én operatør og samtidig fungere som hans forlængede arm i alle processerne. Alle fysiske belastninger på operatøren skulle fjernes og støjen dæmpes så meget som muligt. Det sekundære mål var selvfølgelig at forøge oppetiden og forbedre produktiviteten, fortæller Preben Nicolajsen.

Det nye anlæg består af to robotter, som arbejder sammen og har overtaget alt det hårde arbejde. Det er et stort anlæg, men på de fire betjeningspaneler kan operatøren styre det helt alene. RoboTool har i samarbejde med virksomheden Accu-Dan leveret en specialbygget kabine, som reducerer støjen markant.

- Vi kan placere tre coils på afviklerbordet, som kan drejes ind i støjkabinen. Robotterne fører røret gennem en matrice, som reducerer den udvendige diameter og vægtykkelsen. Røret fortsætter gennem en vaskekasse. Derefter bliver det spolet op til en ny coil. De opviklede coils bliver viderebearbejdet på eksempelvis vores afkortningsmaskiner, siger Preben Nicolajsen, og fortsætter:

- Vi havde en forventning om at forøge oppetiden, og den er steget med 20-30 procent. Produktiviteten på linjen er steget med 33 procent, og det betyder, at vi forventer en ROI på under to år. Anlægget forbedrer vores konkurrenceevne, idet vi kan producere produkter til færre omkostninger og dermed bibeholde vores markedsandele.

Sådan fungerer anlægget
Tage Gaarsdahl fra RoboTool har været projektleder på opgaven, og han fortæller omkring opbygningen:

- Vi har leveret et avanceret og omfattende robotanlæg, hvor alt fysisk arbejde er lagt over på de to robotter. Selve trækningen af røret ligner processen på Sapas andre anlæg, men nu foregår al håndtering fuldautomatisk. Vi har ombygget nogle af Sapas komponenter og udviklet nye gribere samt værktøjer for at automatisere processen optimalt.

- Robotanlægget udveksler data med Sapas eget system Scada, som indeholder alle virksomhedens produktionsordrer. Operatøren forbereder processen i Scada og på robotanlæggets primære betjeningspaneler. En coil lægges på afviklerbordet og drejes ind i støjkabinen, hvor robot et griber røret og detekterer, hvilken position enden af røret har. Herefter spidses røret, så det passer i en matrice, fortsætter Tage Gaarsdahl.

- Robotten henter nu en indløbsslæde med en matrice og monterer den i blokken, som trækmaskinen kaldes. Operatøren har klargjort indløbsslæden i en sluse. Herefter fører robotten røret ind i matricen. På den anden side af blokken modtager robot to røret og fører det gennem en vaskekasse, hvor det smøres med olie eller parafin. Robotten fastgør herefter røret til en ny coil, hvor det skal opvikles.

- Når robotterne har udført fortrådningen af anlægget, starter operatøren trækprocessen, som afsluttes med, at det præcisionstrukne rør er opviklet på en ny coil. Coilen løftes ud med kran, slutter Tage Gaarsdahl.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11