23948sdkhjf

Medarbejderrekord hos Gibotech

Det var ikke kun vejret, der satte rekord hen over sommeren. Medarbejderantallet hos Gibotech steg i takt med temperaturen og har aldrig været højere

Nye ordrer og større projekter gør det muligt for den odenseanske automationsvirksomhed Gibotech at ansætte fem nye medarbejdere på Datavej i Odense alene i august. Sommerens nye ansættelser bringer det samlede medarbejderantal op på 86, og flere afdelinger får glæde af de nye medarbejdere.

- Det er altid en stor fornøjelse, når ordrebøgerne giver anledning til at øge medarbejderstaben. I en periode ansatte vi mest folk til montering og produktion, men nu er vi også begyndt at kunne ansætte folk i de andre afdelinger, og endda i helt nye stillinger, der skal optimere på vores interne processer, lyder det fra administrerende direktør Henrik Anker.

Flere nye funktioner
Gibotechs projektafdeling har således oprettet to helt nye stillinger, hvilket betyder, at der er startet både en dokumentationsspecialist og en teknisk indkøber.

Anders Birkholm er virksomhedens nye dokumentationsspecialist og skal samle og videreudvikle på virksomhedens dokumentationsgrundlag, risikovurderinger og CE-mærkning. Han er uddannet elektriker og el-installatør og kommer med flere års erfaring som safety engineer, hvor han har arbejdet med netop CE-mærkning og risikovurdering af maskiner og procesanlæg.

Det andet nye ansigt i projektafdelingen er 43-årige Bjørke Bertelsen fra Nyborg, der er ansat som teknisk indkøber. Han er handels- og salgsuddannet og har i en årrække arbejdet med teknisk indkøb til projekter og service. Bjørke kommer til at arbejde tæt sammen med indkøbschef Niels Henrik Larsen om den videre udvikling af Gibotechs indkøbsprocedurer og den IT-platform, virksomheden indkøber på.

Salgsafdelingen større end nogensinde
Også salgsafdelingen er blevet udvidet i sommervarmen og med ansættelsen af Kenneth Pedersen som project sales manager for Automation i Østdanmark er salgsafdelingen større end nogensinde med fire sælgere udover salgsdirektør Mikkel Bjerregaard. Kenneth Pedersen er 44 år og bor i Aarslev med sin kone og deres tre børn, og han kommer direkte fra en 11 år lang ansættelse som sales manager hos Kemppi Danmark.

Også Gibotechs Software-afdeling har været på jagt i sommervarmen med ansættelsen af Anoch Iruthayam. Han er uddannet civilingeniør i Robotteknologi fra SDU og bor i Næsbyhoved-Broby sammen med sin kone. Anoch er ansat som softwareudvikler, en stilling som han har erfaring med fra tidligere, hvor han udviklede spil og bettingsoftware for en mindre virksomhed i København.

Den sidste nye medarbejder er odenseanske Rasmus Johansen på 30 år, der til at starte med er ansat som servicetekniker. Samtidig med at Rasmus kører rundt som tekniker og lærer både virksomheden og kunderne at kende, bliver han kørt i stilling til at overtage funktionen som servicekoordinator, efter en intern omrokering tidligere på året flyttede den tidligere servicekoordinator op i Projektafdelingen.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11