23948sdkhjf

Svejsehuset har udenlandske ambitioner

Svejsehuset har sin nye brugervenlige og fleksible robot med på Automatik-messen i Brøndby Hallen til september. Men ambitionerne rækker langt udover landets grænser

Svejsegrossisten Svejsehuset tog i november et nyt, stort skridt ud på uvis vand. Indehaver Lars Jakobsen fik nemlig den ide, at han ville udvikle en brugervenlig og fleksibel robot.

- Vi prøvede på at sælge svejserobotter fra et andet danske firma, men vi var ikke helt tilfredse. Så jeg blev enig med mig selv om, at det kunne vi udvikle og gøre bedre, siger Lars Jakobsen, indehaver af Svejsehuset.

- Vores tanke er, at vi vil lave en svejserobot, der er så simpel at bruge, at den kan bruges på et smedeværksted i stedet for en smed.

I slipstrømmen på sin nye ide tager Lars Jakobsen kontakt til Universal Robots og til sin italienske leverandør af svejseudstyr for at høre, om de har den rette kommunikation til at arbejde sammen med den danske robot. UR er med på ideen, og Svejsehusets tyske leverandør af svejsepistoler er også klar - hermed er svejserobotten Ro-Buddy født.

Efterfølgende ansætter han en maskinmester, som har ansvaret for at programmere softwaren, mens han selv er bagmanden for den svejsetekniske del. Omkring jul er den første prototype udviklet.

Tre minutters programmering
Da Jern & Maskinindustrien taler med indehaveren, tager han en pause fra nedpakningen af en solgt Ro-Buddy, der skal leveres til en fynsk kunde. Svejsehuset har en underleverandør, der producerer alle komponenter til svejserobotten, og robotten er blevet taget godt imod af markedet med flere solgte robotter og en masse afgivne tilbud.

- Kunderne er godt klar over, at det er et alternativ til at leje vikarsmede, men vi har svært ved at forklare kunderne, hvor simpel robotten egentlig er. Det hjælper, når de ser den fungere i praksis, siger Lars Jakobsen.

Ro-Buddy henvender sig især til de virksomheder, hvor ordrerne er på mere end en håndfuld emner.

- Det tager tre minutter at programmere et nyt emne, og derfor kan det godt svare sig, siger han.

Robotten bruger UR’s principper for programmering. Det betyder, at brugeren skal lære robotten positionerne, for eksempel hvor svejsefugen skal starte og slutte. Eller hvis svejsningen er en cirkel, skal der sættes fire fikspunkter.

Eksportindsats sparket i gang
Mens Svejsehuset er godt i gang med at få kommercielt hul på det danske marked, kigger virksomheden allerede uden for landets grænser efter nye kunder. Her har en hollandsk forhandler, som man har kontakt med i forbindelse med svejsemaskiner, fået Ro-Buddy i sit sortiment.

- Vi skal også udstille på Euroblech. Det hele er lavet på engelsk, og det er plug-and-play, så derfor er der ikke noget i vejen for, at robotterne kan sælges i udlandet, siger Lars Jakobsen.

- UR sælger ikke mange robotter til svejsning, men det håber vi, at vi kan hjælpe til med, tilføjer han.

Svejsehuset har en underleverandør, der producerer alle komponenter til svejserobotten.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094