Her monteres uden svejsning og boring
Titgemeyer Skandinavien introducerer nu Weld Mount Systemet fra Kömmerling. Systemet er en enkel metode til montage af rør, kabler og kontakter, og det er dermed et effektivt alternativ til at svejse, bore, skære gevind samt til blindnitter, nittemøtrikker eller andet.
Så det er slut med at bore huller i lakerede flader, svejse i korrosionsbeskyttede stålemner eller at efterbehandle, lyder det fra Titgemeyer.
Weld Mount Systemet er en specialudviklet kraftig 2-komponent lim kombineret med en serie montageløsninger til rør, slanger, kabler, kontakter og meget andet. Bolte, gevindbøsninger, kabelbinderholdere, slange- og kabelholdere. Limen hærder hurtigt og Weld Mount er velegnet til både fabriksmontage og eftermontering. Weld Mount kan anvendes på de fleste metaller, glasfiber, beton og på de fleste kunststoffer, og tåler temperaturer fra - 40C til 105C, indendørs og udendørs. Lastbiler, kraner, teknikskabe, store maskiner, skibe, husinstallationer.
Weld Mount Systemet er enkelt at anvende. Patronen med limen sættes i pistolen, mixerrør sættes på, og så er man klar. Montagested og emne rengøres ved en let slibning og med rensemiddel. Titgemeyer peger på, at Weld Mount kan bruges til montage vandret, lodret og på loftet, samt i hjørner og smalle passager, hvor det er svært at komme til med værktøj. Der er ingen arbejdsforberedelse, ingen prøvemontager, ingen deformering eller misfarvning af emnerne, ingen utætheder eller huller i klimaskærme eller tætte flader og ingen efterbehandling af lakerede eller forzinkede flader. Og det kan anvendes til selv kraftige montager som for eksempel hydraulikslanger eller tunge emner.