23948sdkhjf

Robotter rykker helt ind i klasselokalerne hos UCL

En ny seks-akset uddannelsesrobot fra Egatec skal lære de studerende at programmere og ruste dem til fremtidens arbejdsmarked

Robotter og programmering er allerede på skoleskemaet hos UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense, tidligere Erhvervsakademiet Lillebælt, der skiftede navn, efter at EAL og UCL fusionerede 1. august. Nu har akademiet igen valgt at investere i nye robotter – denne gang i to e.Do-robotter fra Egatec.

De to nye robotter skal ruste studerende på de tekniske fag til fremtiden. Lektor inden for teknologi, energi og logistik, Maria Windt Jul, ser mange fordele ved e.Do-robotter:

- Det er smart, at vi bare kan tage e.Do med i klasselokalet, da den er let at flytte rundt med. Dermed følger den med os i stedet for, at vi skal have en fast plads til den.

Robotten alle kan bruge
Robotten e.Do er en rigtig 6-akset robotarm, som har samme funktion som en industrirobot. Den er udviklet med det formål at lære studerende om robotternes verden og programmering.

- Med e.Do kan vi tilpasse læringen alt efter studerendes behov. Vi kan starte med simple drag and drop-opgaver til mere avanceret kodning. På den måde kan vi skifte fra leg til forretning, siger Maria Windt Jul, og fortsætter:

- Desuden er e.Do helt ufarlig, og det er umuligt at ”crashe” den. Prismæssigt er den markant billigere end andre robotter, og det gratis open source-software er perfekt til uddannelsesformål.

Desuden kan e.Do’en offline-programmeres, så studerende kan lave programmeringsopgaver på deres computere derhjemme i form af lektier, og efterfølgende kan de i klassen se robotten udføre opgaven.

De skal lære sproget
De seneste år har uddannelsesinstitutioner oplevet stigende efterspørgsel på uddannelser i takt med, at branchen søger efter kvalificeret arbejdskraft. Hos Egatec oplever man også behovet for medarbejdere, der forstår sig på forskellige former for automatisering, og direktør Mads Nychel ser robotter i skolerne som et vigtigt redskab så eleverne får lært ”sproget”.

- De unge får helt nye muligheder på jobmarkedet i fremtiden, så det er vigtigt, at vi lærer dem til at omfavne teknologien, og det gør vi ved at sætte robotter på skoleskemaet, så de selv får fingrene ned i teknologien, siger han.

Egatec deltager også i den landsdækkende kampagne, som skal øge interessen hos folkeskole- og gymnasiepiger for de tekniske uddannelser og karrieremuligheder inden for robotverdenen.

– Det er vigtigt, at vi som virksomhed støtter skolerne i sådanne projekter, som skal forberede eleverne til en digital fremtid og give dem et indblik i erhvervslivet, udtaler Mads Nychel.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094