DSB vil lukke stort historisk værksted i København
DSB vil ikke længere have sit store lokomotivværksted i København. Det skal flyttes til Næstved. Det skriver DSB i en pressemeddelelse.
Der er tale om det store værksted på banelegemet ved Otto Busses Vej, der ligger syd for ydre Vesterbro i København.
- Det er en vigtig beslutning for DSB. Centralværkstedet har i mere end 100 år været en del af rygraden i DSB's togdrift.
- Området er en presset hovedtrafikåre ind til Københavns Hovedbanegård, så logistisk har vi måttet se på andre muligheder, så der kan blive plads til at sikre en stabil togtrafik, skriver DSB's administrerende direktør, Flemming Jensen, i meddelelsen.
Udflytningen er dog ikke nært forestående. Det nye værksted i Næstved forventes først at stå klart i 2025, og udflytningen vil ske "gradvist".
Og så længe, der kører dieseltog, vil der være værksted på Otto Busses Vej.
Planen er dog, at det store område på længere sigt skal blive til en ny bydel i København.
- Det gamle DSB-område vil over tid skulle udvikles og gøres klar til andre formål.
- Den proces vil DSB tage aktivt del i i samarbejde med Københavns Kommune og de øvrige grundejere i området. DSB forventer, at området fortsat vil bære præg af det toghistoriske vingesus, samtidig med at der bliver plads til en ny bydel, skriver DSB i meddelelsen.
I oktober 2017 annoncerede DSB, at man solgte sin store bygning på Kalvebod Brygge i København for 520 mio. kr. De penge har pyntet gevaldigt på DSB's regnskaber siden da.
/ritzau/