Hjælper Carlsberg mod nul ulykker
I efteråret 2017 fik Carlsberg-bryggeriet i Fredericia to ekstra arme til produktionen: to UR-robotter, der i dag varetager håndtering af op til 500 emballagekartoner i timen på en linje, der pakker flasker og dåser med de verdenskendte øl.
Oprindeligt var den nye linje designet uden UR-robotterne, og det betød, at der stod en mand og tog emballagekartoner fra en palle og placerede i et magasin.
– Den høje automatiseringsgrad betyder, at menneskelig involvering på linjen er på et absolut minimum. Dermed håber vi, at vi kommer et skridt nærmere helt at undgå ulykker, som er et centralt element i Carlsbergs bæredygtighedsprogram. Vi vil gerne passe på medarbejderne og de nye UR-robotter fjerne de gentagne, hårde og ensidige løfteopgaver, fortæller Senior Project Manager hos Carlsberg Fredericia, Thomas Kern Ruby.
FAKTA Bryggeriet er i dag et af områdets største arbejdspladser med godt 800 antal ansatte og en årlig produktion, der i 2017 nåede hele 6,5 million hektoliter. |
Robotterne klarer resten
I dag er det således to UR-robotarme, der klargør emballagekartonerne til pakning med fadølsprodukterne på den højautomatiserede linje i Carlsberg-produktionen.
Først griber en UR10-robotarm om en stak med 10 kartoner, som er bundet sammen med en strop, og fører stakken op til den anden robotarm, en UR3. Denne skærer stroppen op og fører den ned i en affaldssæk.
Herefter tager UR10’en over igen og placerer stakken i et tomt magasin, som kører videre ind i en kasserejser, hvorefter kartonerne bliver fyldt.
i dag er medarbejderens eneste opgave i forbindelse med emballagehåndteringen at køre en palle med papkasser hen til linjen. Så klarer robotterne resten.
Samarbejde gav optimal løsning
Efter at være blevet kontaktet af Carlsberg Fredericia afholdt Area Manager Steen Slabiak Jensen fra Bila Robotics indledningsvist en lille workshop for Carlsbergs teknikere og ledelse:
– I første omgang handlede det om få de ansatte til at forstå fordelene ved kollaborativ automation kontra automation med store industrirobotter, som ofte er en meget mere kompleks, langsommelig og tung proces, fortæller han.
For Carlsberg-bryggeriet var investeringen i de to UR-robotter da heller ikke et spørgsmål om at øge produktionskapaciteten, men derimod et ønske om at bruge medarbejderressourcerne mere hensigtsmæssigt og aflaste medarbejderne for ensidige arbejdsopgaver.
– Investeringen i de to UR-robotter har ikke været et spørgsmål om at øge produktionskapaciteten, men om at aflaste medarbejderne og forbedre deres arbejdsmiljø. Vi har en ambition om nul ulykker i Carlsbergs bæredygtighedsprogram, og her hjælper robotterne. Først og fremmest ved at automatisere en ensformig arbejdsgang som ud over en uhensigtsmæssig arbejdsstilling også indebar håndtering af en kniv og dermed en risiko for at skære sig, lyder det fra Thomas Kern Ruby.