23948sdkhjf

Driften dræner ejerledere

SMVdanmark opfordrer ejerledere til at klæde virksomheden og sig selv bedre på

Det er en velkendt problematik, at mange ejerledere er udfordret, når det kommer til at få tid til at udvikle deres virksomheder.

Udfordringen ser man også tydeligt i SMVdanmark. Erhvervsorganisationen har et spørgepanel med 2.000 danske virksomheder, der har under 100 medarbejdere. Her laver man konjunkturundersøgelser, hvor knap halvdelen af virksomhederne svarer.

- Vi kan se i vores arbejde med ejerlederne, at der er nogle ret tydelige udslag, når vi spørger dem, hvad deres udfordringer er i forhold til virksomhedens udvikling. De hænger fast i hamsterhjulet, og rigtig mange af dem mener, at de bruger for meget tid på drift, siger Dorte Kulle, chefkonsulent, SMVdanmark.

- Vi kan samtidig se, at ejerlederne bruger rigtig meget tid på virksomheden, og de ikke selv mener, at de gode nok til at dele ledelsesopgaverne. Der er en stor bevidsthed ude i virksomhederne om, at der ligger et stort problem i både at være så langt nede i virksomheden og styre driften, mens man samtidig skal have ledelse og uddelegering ved siden af, siger chefkonsulenten.

Lede, udvikle eller drifte
Hos SMVdanmark oplever man også, at ejerlederne har en stor udfordring ved at tage det næste skridt. For hvilke kompetencer har man brug for at få ind, så man kan styre virksomheden på en anden måde?

Først og fremmest peger Dorte Kulle på, at det gælder om at gøre op med sig selv, hvad det er, man gerne vil med sin virksomhed.

- Nogle ejerledere vil gerne driften, mens andre vil lede, udvikle eller sælge. Det første trin er at gøre sig bevidst om, hvor stor man gerne vil have, at virksomheden bliver, og hvad skal min egen rolle være, siger Dorte Kulle.

SMVdanmark har stykket en ejerlederuddannelse sammen med baggrund i behovet. Uddannelsen har fokus på at kompetenceudvikle ejerledere, så de får værktøjerne på plads og skaber en forandring. Det drejer sig om personligt lederskab, kommunikation, motivation, forretningsforståelse, forandringsledelse og implementering af forretningsplan.

Når det kommer til at ansætte nye nøglemedarbejdere, ser hun en tendens.

- Det kan være at ansætte andre typer af medarbejdere, end man plejer. Vi ser også fra vores undersøgelser, at virksomhederne bliver mere og mere positive over for at ansætte højtuddannede, siger Dorte Kulle.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094