23948sdkhjf

Robotterne skal servere morgenmad på sengen

Automatik 2018 blev tirsdag morgen skudt i gang i Brøndby Hallen

Cirka 180 udstillere fylder de næste tre dage halgulvet op i Brøndby Hallen.

Tirsdag klokken ni blev messen officielt skudt i gang, og det var den nye administrerende direktør for Dansk Erhverv – tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsen, der havde fået æren i år.

Og både med den nye direktør-kasket og den gamle minister-kasket havde han stor ros til setup’et i Brøndby Hallen.

- Jeg er glad for at være her, fordi I er en branche, der driver udviklingen. Vi har det beskedne mål i Danmark, at vi skal være førende inden for alle mulige områder, og det skal vi også inden for digitalisering, sagde Brian Mikkelsen.

Vi skal gribe mulighederne
Både som minister og som direktør i Dansk Erhverv har han været i kontakt med et væld af innovative danske virksomheder, og der har han også bidt mærke i, at teknologien udvikles med hastige skridt i disse år – og det er en klar fordel for danske erhvervsliv, mente Brian Mikkelsen.

- Det er en af mærkesagerne for os i Dansk erhverv, at man griber mulighederne. Digitalisering, automatisering og robotisering giver jo et væld af muligheder for virksomhederne i Danmark, sagde Brian Mikkelsen.

Han pointerede dog, at der stadig ligger en opgave i at få alle med på vognen, men han mente, at danskerne i stigende omfang omfavner den nye teknologi.

- Indtil for få år siden herskede der sådan en skræmme-tendens, hvor robotterne ville komme og tage vores jobs.

- Vi skal være bedre til at fortælle, at der er muligheder for danskerne med mere automatisering. De robotter her kommer ikke til at spise os til morgenmad. De kommer til at servere morgenmad på sengen til os, pointerede Brian Mikkelsen.

Det personlige møde lever endnu
Før Brian Mikkelsen bød også Georg Sørensen, administrerende direktør for MCH Messecenter Herning, der arrangerer messen i Brøndby Hallen, velkommen.

Hans mantra er om noget, at på trods af digitalisering og automatisering, så har det personlige møde stadig stor værdi, og netop derfor giver en messe som Automatik 2018 mening.

- Når mennesker mødes fagligt, så opstår mulighederne for forretning, sagde Georg Sørensen.

Det var ottende gang, han kunne byde velkommen til Automatik-messen

- Og det er en særlig glæde at byde velkommen til en messe, der har meget at byde på. Jeg vil kalde det teknik og løsninger i verdensklasse, sagde Georg Sørensen, inden han gav ordet til en anden samarbejdspartner – formanden for Dira, Cornelius Olesen.

Et univers af teknologier
Også han lagde vægt på at der på, at messen i høj grad er et mødested, hvor nye relationer opstår.

- Messen er mere end teknik, det er også mennesker. Her får man mulighed for at møde nogle af de mennesker, der skaber teknikken, sagde Cornelius Olesen.

Men teknikken er dog hovedaktøren, og her vil man i Brøndby Hallen kunne se alle de nyeste tendenser inden for digitalisering og automatisering.

- De tre dage åbner et univers af de nyeste teknologier og nyeste løsninger, hvor man kan se mere, end man har set det seneste år, sagde Cornelius Olesen.

Automatik 2018 løber til og med torsdag.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094