Roblon øger troen på fremtiden
I 2016 fremlagde Roblon en femårig strategiplan, der betød store ændringer i virksomhedens kerneforretning. Det har blandt andet betydet frasalg af forretningsområderne Roblon Lighting og Roblon Engineering og dermed en fokusering på Industrial Fibers.
Til gengæld har man inden for fiberområdet etableret sig i USA, blandt andet med opkøbet af virksomheden Neptco i North Carolina.
Specielt udviklingen i USA er baggrunden for, at Roblon nu justerer sin 2021-strategi, skriver virksomheden i en fondsbørsmeddelelse.
Det betyder, at man i årene frem til 2021 nu forventer en årlig vækst i omsætningen på 15 pct., en ebit-margin på 10 pct., en årlig vækst i resultatet per aktie (EPS) på 15 pct. og et afkast af den investerede kapital (ROIC) på 20 pct.
I den oprindelige strategiplan spåede virksomheden en årlig omsætningsvækst på 7 pct., en ebit-margin på 10 pct., en EPS på 7 pct. og ROIC på 15 pct.
Justeringen kommer samtidig med, at Roblon offentliggør regnskab for tredje kvartal af regnskabsåret 2017/2018.
Det viser en omsætning på 156,9 mio. kr. svarende til en vækst på 7 pct. sammenlignet med året før.
I samme periode blev overskuddet dog mere end halveret fra 20,3 mio. kr. til 8,2 mio. kr. Det skyldes, som Roblon tidligere har meldt ud, udskudte projekter.
Ordreindgangen steg i kvartalet med 4 pct. til 178,2 mio. kr. sammenlignet med samme kvartal i 2016/2017.