Lemvigh-Müller investerer i avanceret rørbearbejdning
Danmark bliver det første land i Europa, som kan fremstille metalrør med et avanceret og nyskabende profil. Det er resultatet af et samarbejde mellem den australske producent AcuSafe, den europæiske repræsentant Acurail samt stål- og teknikgrossisten Lemvigh-Müller.
Maskinen, der gør det muligt at omforme traditionelle, glatte rør i stål, rustfri stål, messing, kobber og aluminium til rør med et særligt snoet profil, såkaldte KAG-rør, er netop installeret hos Lemvigh-Müller. Den er den første af sin art i Europa.
Giver bedre arbejdssikkerhed
KAG-profileringen tilfører ved hjælp af valser almindelige glatte rør spiralformede indtrykninger, så overfladen minder lidt om snoet reb. Det resulterer i nogle helt særlige egenskaber i forhold til arbejdssikkerhed, som Lemvigh-Müller i første omgang fokuserer på.
- Arbejdssikkerhed er et centralt aspekt inden for sektorer som offshore, byggeri, procesindustri og søfart, og glid eller fald er årsag til mange arbejdsuheld og -ulykker. Derfor efterspørger vores kunder produkter og løsninger, der kan forhindre eller minimere glid og fald, og vi er glade for nu at kunne tilbyde endnu et produkt, der kan bidrage til højere arbejdssikkerhed, siger John Serup Jensen, produktspecialist i rør og blankt stål hos Lemvigh-Müller.
KAG-profileringen forbedrer grebet med 80 procent i forhold til almindelige, glatte rør, når overfladen er fugtig eller våd, for eksempel udendørs eller i produktionsmiljøer hvor der forekommer kondens. Under almindelige tørre forhold forbedres grebet med 160 procent og ved fedtet eller olieret overflade forbedres grebet med hele 300 procent sammenlignet med glatte rør.
Klar til produktion
Lemvigh-Müller har allerede fået oplært de første operatører i sin stålafdeling i Randers, som nu skal i gang med at producere vareprøver.
John Serup Jensen forventer, at der især vil være interesse for at udføre KAG-profilering på rørdimensioner, som typisk anvendes til rækværk og gelændere, det vil sige cirka 30 til 50 mm. Men maskinen kan bearbejde rør helt op til 100 mm og ned til 19 mm. Det betyder, at KAG-profilerede rør også kan anvendes til en lang række dekorative, arkitektoniske og tekniske formål.
Der kan profileres i hele rørlængden – op til 6 meter – eller partielt, så de bearbejdede rør kan bukkes på sædvanlig vis.