Det sker: Zebicon deler ud af deres viden på Sjælland
Målevirksomheden Zebicon, som er specialister indenfor 3D-scanning og industriel måleteknik, arbejder målrettet på at udbrede og gøre viden om 3D-scanning tilgængelig.
De har af flere omgange afholdt morgenseminarer om 3D-scanning i deres målelaboratorium i Billund, og rykker nu til Ballerup med konceptet.
Et godt samarbejde
Zebicon har i mange år samarbejdet med DTU, både i forbindelse med forskningsprojekter og måleteknisk udstyr. Til oktober pakker Zebicon deres scannere ned og rykker to dage til DTU Ballerup for at introducere sjællænderne til 3D-scanning.
Marketingkoordinator Birgitte Lærke Andersen udtaler:
- Vi har længe haft lyst til at give sjællandske virksomheder samme mulighed for at lære om 3D-scanning og anvendelsesområderne. Da vi tidligere på året installerede en 3D-scanner på robot hos DTU Diplom i Ballerup, var det oplagt at afholde et seminar der.
Bliv introduceret til 3D scanning
Seminaret er for alle, som er interesseret i 3D-scanning som måleteknik og er nysgerrig på teknologien. Som deltager vil du få tre timeres spændende introduktion til teknologien, opleve live demonstration af både manuelle og automatiserede 3D-scannere, samt få indblik i hvordan de målte data kan bruges.
Det er gratis at deltage på seminaret, som foregår den 2. og 3. oktober på DTU Diplom i Ballerup. Læs mere om arrangementet på Zebicons hjemmeside.