23948sdkhjf

Hvert andet danske selskab overlever ikke de syv første år

Af de overlevende opnår cirka halvdelen at skabe vækst, viser ny analyse af overlevelsesraten i danske selskaber

Når et nyt selskab ser dagens lys, så går det ind i en række risikofyldte år i sin første levetid. Efter to år er 24 pct. af de nystartede selskaber ikke længere aktive – og syv år efter opstarten er næsten halvdelen (45 pct.) af de nystartede selskaber i Danmark ikke længere aktive.

Det viser en ny analyse fra FSR – danske revisorer, som fokuserer på alle de selskaber, som blev etableret i 2009 og følger deres aktivitetsstatus og vækst i 2011 og 2016. Analysen fra FSR – danske revisorer indgår som en del af rapporten ”Kapitalmarkedet - fra startup til scaleup” fra Vækstfonden, som blev offentliggjort under TechBBQ i København.

I 2009 blev der etableret 11.859 selskaber, henholdsvis som anpartsselskaber eller aktieselskaber, der er de selskabsformer, som indgår i analysen. To år senere var 8.975 af disse fortsat aktive som selvstændige selskaber, og syv år senere i 2016 var alene 6.490 aktive som selvstændige selskaber.

- Det giver en overlevelsesrate på 55 pct. for nyetablerede selskaber i Danmark, hvilket faktisk er et ganske pænt tal. Ses der på kendetegnene for de, som overlever, så er overlevelsesraten lidt større i kapitaltunge brancher. Samtidig kan vi se, at de selskaber, der startes som aktieselskaber, hvor der er krav om større selskabskapital også har lidt bedre overlevelsesrater, siger erhvervspolitisk direktør hos FSR – danske revisorer, Tom Vile Jensen.

Fire ud af 10 opnår ikke vækst
Et er at overleve - noget andet er at skabe vækst. Her har fire ud af 10 selskaber efter syv år ikke vist vækst i deres regnskabsmæssige balance. Ses der på egenkapitalen, har lidt over en tredjedel oplevet høj eller meget høj vækst, og igen har knap fire ud af 10 selskaber har haft ingen eller negativ vækst i egenkapitalen.

- Lidt firkantet sagt kan du udlede, at det er cirka hvert andet selskab, der har overlevet fra 2009 til 2016, som har været i stand til at skabe afkast af de midler, som er indskudt i selskabet fra start. Vækstraten viser måske mere tydeligt end overlevelsesraten, at det at skabe en vækst-virksomhed ikke blot handler om at overleve. Det er ikke alle, som har succes med det. Og igen så er det faktisk ganske flot, at halvdelen opnår vækst. Det understreger, at vi i Danmark har gode vilkår for at starte virksomhed og få succes med det, siger Tom Vile Jensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157