23948sdkhjf

- Priser på radiatorer er faldet voldsomt i to-tre år

Det er et voldsomt prispres især på det danske radiatormarked, som er baggrund for Ribe Jernindustris konkurs. Medarbejderne er suspenderet i 14 dage

Lang tids prispres har fået Ribe Jernindustri til at kapitulere og erklære sig konkurs.

- Prisnivauet er faldet voldsomt over de sidste to-tre år, så Danmark er i dag et af de billigste radiatormarkeder i Europa, siger administrerende direktør Michael Boel Olesen, Ribe Jernindustri.

- De store producenter, som er meget større end os, har pumpet radiatorer ud til meget lave priser. Det har kostet penge at drive forretningen de sidste toethalvt år, og på et tidspunkt måtte vi standse op, siger han.

Michael Boel Olesen er i dag, mandag, til stede på virksomheden for at betjene kuratoren.

Alle medarbejdere i produktionen er suspenderede og sendt hjem. En håndfuld administrative medarbejdere er på arbejde de næste 14 dage for at tage telefoner og for ligeledes at betjene kuratoren, Corna Levin Munch, fra advokatfirmaet Kirk Larsen & Ascanius, mens hun søger at få et overblik over virksomhedens situation.

Medarbejderne kan ifølge konkursloven være suspenderede i 14 dage, hvis der er en mulighed for, at virksomheden eller dele af den kan blive overtaget. I den periode kan medarbejderne få løn fra Lønmodtagernes Garantifond.

Kurator Corna Levin Munch arbejder med at få solgt de lønsomme dele af virksomheden til danske eller internationale købere.

Specialprodukter er niche
Ribe Jernindustri producerer såvel standardradiatorer som specialprodukter. Virksomheden har de sidste år især udviklet specialprodukterne i håb om at finde en god niche på markedet.

- Specialprodukterne er interessante, fordi der ikke er den samme konkurrence. Men vi kan ikke køre en produktion, hvor vi udelukkende har specialprodukter, siger Michael Boel Olesen.

Han understreger, at det nu er helt op til kurator at finde en løsning.

- Jeg håber, at virksomheden og arbejdspladserne kan køre videre i en eller anden form, siger han.

Michael Boel Olesen og de andre ejere af Ribe Jernindustri må forventes at have tabt dele af eller hele deres investering i firmaet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078