Dan Vals lander stor norsk ordre
I løbet af efteråret har Dan Vals indgået en større aftale med en norsk samarbejdspartner. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Dan Vals skal levere en række ydelser til samarbejdspartneren, herunder valsning, afkortning, bearbejdning, eloksering og pakning af samarbejdspartnerens emner.
Herudover er en væsentlig del af rammeaftalen lagerføring af samarbejdspartnerens emner, idet Dan Vals råder over cirka 3.000 kvadratmeter lagerfaciliteter. Pladsen tilbydes samarbejdspartnere, som jævnligt får leveret varer fra Dan Vals.
- Rammeaftalen er indgået efter en tæt dialog med samarbejdspartneren for at sikre dennes ønsker til kvalitet, levering og service, skriver Dan Vals i pressemeddelelse.
Haderslev-virksomheden må ikke oplyse, hvem kunden er, eller hvad emnerne skal bruges til.