23948sdkhjf

ME Production åbner fabrik i Kina

Et boomende salg af scrubbere får nu ME Production til at udvide i Frederikshavn og åbne en ny fabrik i Kina

ME Production har så travlt, at virksomheden åbner en fabrik i Jiaxing i Kina og udvider sine produktionsfaciliteter i Frederikshavn. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

- Vi har lejet en ekstra bygning på 2.000 kvadratmeter på Sandholm i Frederikshavn, tæt på vores hovedsæde. Dermed råder vi i alt over 6.000 kvadratmeter i Frederikshavn, og fabrikken i Kina får en tilsvarende størrelse, siger direktør Jens Peter Faldt i meddelelsen.

ME Production har vokseværk, fordi virksomheden oplever et kæmpe boom i salget af scrubbere op til det kommende IMO-krav om maksimalt 0,5 pct. svovl i skibes udstødningsgas i 2020.

Det får nu for alvor rederierne til at reagere. Alene i år har ME Production solgt 31 scrubbere, hvor der til sammenligning blot blev solgt seks scrubbere de foregående fire år.

Antallet af medarbejdere er i år steget fra 55 til 90, og det forventes at blive yderligere forøget. Udvidelsen i Frederikshavn sker for at imødekomme den store efterspørgsel på retrofit-området, mens åbningen i Kina skyldes ønsket om at være tæt på nybygninger.

- Vi forventer at skulle levere en scrubber om ugen både i Danmark og Kina, og et anlæg koster mellem 7,5 mio. kr. og 10 mio. kr., siger Jens Peter Faldt.

Blandt ME Productions kunder er rederier som Norden og DFDS. Sidstnævnte lagde i sommeren i år en ordre på 12 scrubbere hos ME Production, og dermed har DFDS investeret i scrubbere til 29 ud af 49 skibe i flåden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078