MHI Vestas underskriver tårnaftale
Vindmølleproducenten opruster i Taiwan og har derfor underskrevet en betinget aftale med et konsortium bestående af CS Wind og Chin Fong om lokal produktion af vindmølletårne i Taichung Harbour.
Det skete tirsdag ved en underskriftsceremoni i Taiwans hovedstad Taipei.
- Vores aktiviteter i denne uge understreger vores stærke forpligtelse overfor det taiwanske offshore vindmarked og opbygningen af en lokal supply chain, sagde Lars Bondo Krogsgaard, co-CEO for MHI Vestas.
- Lokaliserings-aftalen, som vi underskrev i går med CIP, såvel som den betingede tårnkontrakt, vi har underskrevet med CS Wind, i partnerskab med Chin Fong, bekræfter, at når der er en stabil og gennemsigtig pipeline af projekter, så står MHI Vestas klar til at investere og levere offshore vind som lovet i Taiwan, uddyber han.
Udover tårnaftalen har Vestas også lavet betingede aftaler om lokal produktion af vinger, generatorprodukter og vingematerialer.
CS Wind er en koreansk tårnproducent med produktion i Storbritannien, Vietnam, Kina, Canada, Malaysia og Tyrkiet.
Chin Fong er den største producent af hydrauliske presser i Taiwan. Selskabet har fire fabrikker i Taiwan og to i Kina.