Er flydende vind fremtiden?
Flydende havvindmøller er en af de relativt nye teknologier, som flere kigger til. Derfor var det kun naturligt, at konferencen Wind Energy Denmark 2018 havde en paneldebat med nogle de virksomheder, der har begivet sig ud på det eventyr.
Wind Energy Denmark 2018 Konferencen og udstillingen Wind Energy Denmark samler årligt den danske og internationale vindindustri og forskningsverden til diskussioner om innovation, teknologiudvikling og tættere samarbejde mellem den akademiske verden og industrien. I år afholdes Wind Energy Denmark i Hedensted hos Skagen Blade Technology, hvor mere end 35 sessioner bliver afholdt med over 100 talere. |
Udover et panel bestående af Henrik Stiesdal, direktør i Stiesdal A/S, Astrid Skarheim Onsum, VP og head of floating wind, Aker Solutions, Jesper Møller, head of offshore concepts & solutions, Siemens Gamesa og Vegard Nedrevåg, principal engineer marine operations – offshore wind, Equinor, blev også publikum inddraget i diskussionen i form af quizspørgsmål om flydende vind samt forventningerne hertil.
Hvad skal vi forvente af flydende møller?
Ved udgangen af oktober var der globalt instaleret 52 MW flydende havvindmøller, så teknologien er stadigvæk relativt uprøvet. Alligevel var der, både iblandt det tilhørende publikum og paneldeltagerene, overvejende positive forventninger til den nye teknologi.
39 af tilskuerne mente, at der ville være installeret imellem 501 og 1.000 MW ved udgangen af 2025, mens 31 mente, at der ville være installeret imellem 1 og 3 GW. Henrik Stiesdal var dog ikke i tvivl.
- Størrelsen af de moderne offshore-projekter taget i betragtning, så kræver det kun to 500 MW projekter at slå 1 GW-barrieren. Og jeg tror, vi slår den barriere. Jeg hælder til at være enig med den grønne graf, sagde Henrik Stiesdal.
Jesper Møller fra Siemens Gamesa var til gengæld af en anden opfattelse.
- Jeg går med flertallet (af publikum, red.) og siger, at vi formentlig ender på den lave side af 1 GW i 2025. 2025 er er ikke så langt væk.
Hvorfor overhovedet flydende møller?
Et af de mere kritiske spørgsmål, der kom fra salen var, hvorfor man skulle investere i flydende vindmøller, så længe der findes ledig kapacitet på mere 100 GW i de europæiske farvande, hvor vi kan opføre konventionelle vindparker. Spørgeren pointerede desuden, at havvindmølleindustrien nu er 10-20 år gammel og har nået en hvis standard, hvor man har gjort sig en masse erfaring.
Til det spørgsmål svarede Astrid Skarheim Onsum fra Aker Solutions:
- Jeg tror, det er vigtigt at huske at se det her i et globalt perspektiv, og der er dele af verden, der bestemt har brug for mere energi. Hvor der er store havdybder, og hvor land er både knapt og værdifuldt. Dér er flydende vindmøller sandsynligvis det bedste alternativ, forklarede Astrid Skarheim Onsum, og uddybede:
- Jeg tror ikke, man skal se på det som et “enten/eller” forhold. Det bliver en kombination, og hvis du for eksempel ser på Kinas udviklingsplan for vind, ser du også, at de samtænker dem, afsluttede Astrid Skarheim Onsum, der hurtigt blev suppleret af Henrik Stiesdal
- Hvis du ser på konventionelle offshore-industrier, så er de placeret på nogle af de få steder i verden, hvor der er meget lavvandet tæt på befolkningen. Det er en luksus man ikke har på den amerikanske vestkyst, i Japan, Korea og mange andre steder i verden. Skotland kommer med et arealudbud tidligt næste år, og der vil der sandsynligvis være flere pladser (leases, red.) til flydende end konventionelle vindmøller, fordi man løber tør for områder, der er egnet til konventionelle havmøller, afsluttede Henrik Stiesdal.
Kilde: Vindmølleindustrien/ MegawattNyt