23948sdkhjf

Danfoss fokuserer på CO2 og madspild

Den danske industrikoncern har valgt at stille skarpt på fire af FN’s verdensmål.

En af landets mest toneangivende industrikoncerner, der både arbejder på at reducere CO2 udslippet og begrænse fødevarespild, er Danfoss.

Virksomhedens kerneforretning er udvikling og produktion af produkter, der gør det muligt at få mere ud af mindre.

Effektivisering af infrastruktur, optimal styring af opvarmning, køling og processer samt produkter, der bidrager til fjernvarme- og fjernkøleoptimering, er centrale elementer ikke mindst i enhver fødeforædling- og logistiksammenhæng overalt på kloden. Derudover bidrager Danfoss til en mere miljøvenlig udvikling eksempelvis ved at fremme mere bæredygtige transport- og vandrensningsmuligheder.

Fokus på fire verdensmål

For en koncern med en bred produktpalette inden for energi og miljø passer FN’s 17 verdensmål velsagtens godt ind i den forretningsmæssige kontekst?

- Ja, lyder det utvetydige svar fra sustainability director hos Danfoss, Flemming Lynge Nielsen.

Gennem mange aktiviteter bakker Danfoss aktivt op om FN’s verdensmål, og siden de blev vedtaget i Paris i september 2015, har Danfoss sat fokus på, hvordan koncernen aktivt og i praksis, globalt og lokalt, erhvervsmæssigt og politisk kan bidrage til indfrielse af verdensmålene.

En af vejene til at gøre arbejdet med verdensmålene mest slagkraftigt er gennem målrettet fokus. Frem for at tage fat i alle 17 verdensmål har man i hovedsædet på Als valgt at koncentrere indsatsen. For at sikre en så optimal organisatorisk forankring som muligt har Danfoss således valgt at sætte særligt fokus på fire af de 17 verdensmål. For Danfoss står mål nr. 6 (vand), nr. 7 (energi), nr. 11 (byer) og nr. 12 (bæredygtig produktion) dermed i centrum.

- At Danfoss fokuserer på de ovennævnte fire hænger sammen med, at de relaterer sig til koncernens kerneforretning. Og det er netop i kerneforretningens og forretningsudviklingens prisme, at verdensmålene fremtidige værdi bør vurderes, lyder det fra Flemming Lynge Nielsen.

Han advarer mod, at man som virksomhed kaster sig ind i at arbejde for FN’s verdensmål, hvis ikke det er nøje forbundet med den enkelte virksomheds kerneforretning.

- Bæredygtighed handler også om økonomi og om forretningsudvikling, understreger Flemming Lynge Nielsen.

Mål transformerer

Ifølge Flemming Lynge Nielsen skal Verdensmålenes værdi anskues toleddet og både i et "nu og her" og i et "længere perspektiv". Dels skaber verdensmålene en fælles retning og et nyt sprog, som gør, at man lokalt og decentralt får mulighed for at agere fremadrettet. Dermed anspores virksomheder til at opstille KPI’er og indgå partnerskabsbaserede samarbejder (mål nr. 17). Samlet er Verdensmålene, ifølge Flemming Lynge Nielsen, dermed en katalysator, der kan sætte en industriel omstillingsproces op i gear og samtidig danne grobund for nye forretningsmuligheder i en mere bæredygtig fremtid.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.101