23948sdkhjf

Danske robotproducenter automatiserer hos svensk metalvirksomhed

”Kan I levere 150.000 metalprofiler om to måneder?”

De færreste har lyst til at takke nej til store ordrer fra slutkunder som Volvo, Renault og Scania. Men når det er svært at rekruttere medarbejdere, kræver det nytænkning at øge kapaciteten. Derfor besluttede maskinfabrikken FT-Produktion i det sydlige Sverige at investere i robotteknologi udviklet specielt til automatiseringsbehovene hos små og mellemstore produktionsvirksomheder.

- Vi valgte en kombination fra OnRobot, Universal Robots og EasyRobotics, fordi de er lette at programmere. Denne løsning vil tjene sig selv hjem på 9 måneder. Nu kan vi være med på langt større ordrer, fortæller Joakim Karlberg, der ejer og driver den familieejede maskinfabrik FT-Produktion sammen med sin søster.

Virksomheden ligger i byen Åseda i det sydlige Sverige blev stiftet i 1983 og beskæftiger i dag 25 ansatte med rødder i Sverige, Norge, Litauen, Syrien og Thailand. Via nabovirksomheden Profilgruppen leverer FT-Produktion til både bilindustrien, byggebranchen, møbelindustrien med flere. Metalprofilerne på op til 7,5 meter anvendes for eksempel i altaner, solcellepaneler, el-armaturer og lastbiler. FT-Produktion omsætter årligt for 19 mio. svenske kr.

I 2017 foretog FT-Produktion de største investeringer i virksomhedens historie, da man fornyede store dele af maskinparken. Den mindste del af regningen var den fleksible robotcelle med en UR5-cobot fra Universal Robots, to RG2-robotgribere fra OnRobot og en ProFeeder fra EasyRobotics.

De 3 danske kollaborative robot-løsninger har nu i et år automatiseret maskinpasning på FT-Produktion. Det betyder, at salgsafdelingen oftere kan takke ja til at kunne levere ordrer med høj volumen. Vel at mærke uden at bede medarbejderne om at udføre overarbejde.

- Kravene til produktivitet vokser. Samtidig er den relevante arbejdskraft svær at få fat i nu om dage. Når vi automatiserer, kan en operatør holde tre-fire maskiner i gang uden stress. Vi forsøger at eliminere ensformigt manuelt arbejde ved at ”robotisere” de store serier, så medarbejderne sideløbende kan arbejde med kortere serier og få større variation i jobbet, forklarer Joakim Karlberg.

Opfyldning i stedet for maskinpasning
Med cobot-cellen kan eksempelvis en serie på 150.000 emner produceres på under to måneder, hvor robotten arbejder op til 16 timer om dagen fem dage om ugen. Hver 25. sekund tager robot-armen og den ene griber et råt emne fra ProFeederens emnebakke i moveren og placerer det i en CNC-maskine. I samme robotarm-bevægelse tager den anden griber det færdigbearbejdede emne ud af CNC-maskinen og lægger det i en beholder. Dette er muligt, fordi robotarmen har ”to hænder” takket være en RG2 dobbelt-griber fra OnRobot, som reducerer cyklustiden med 12 sekunder per opgave. Det betyder, at FT-Produktion sparer 500 timer i alt ved en stykserie på 150.000 emner.

Førhen skulle en medarbejder manuelt lægge fire emner ad gangen i en CNC-maskine, vente i halvandet minut og gentage processen gennem hele arbejdsdagen. Nu kræver løsningen blot 5 minutters manuel opfyldning af en ProFeederens to Movere. Når robotten har tømt den ene Movers emnebakke, trækker operatøren den tomme Mover ud og klikker en fyldt Mover på plads i ProFeederen, så CNC-maskinen lynhurtigt kan genoptage sit arbejde. Opfyldningen kan endda optimeres yderligere med EasyRobotics koncept Lean Robot Automation, hvis maskinfabrikken vælger at placere emnerne til bearbejdning direkte i en Movers emnebakkerne i det forrige led i af processen.

- Det virker som om, der ikke er nogen ende på højkonjunkturen og således flaskehalsproblemerne. Derfor ser vi allerede på flere muligheder for at optimere og automatisere. Inden for de næste to år har vi formentlig fået yderligere to cobots i vores produktion, fortæller Joakim Karlberg.

FT-Produktion fik ideen til at købe sin første cobot til et inspirationsmøde hos maskinforhandleren Edströms, der leverer og installerer køreklare cobot-løsninger med forskellige bearbejdningsmaskiner. Herudover tilbyder Edströms kurser for de medarbejdere, der skal betjene og omstille cobot-arme, gribere og påfyldningsmoduler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094