23948sdkhjf

Fayard: Støtte til Søby Havn er ulovlig

Der er tale om statstøtte af Søby Værft, når staten bidrager til udvidelsen af Søby Havn, mener Fayard

Det er faldet Fayard for brystet, at regeringen og Dansk Folkeparti har afsat 75 mio. kr. på næste års finanslov til en udvidelse af Søby Havn på Ærø. 

Det skriver Fyens.dk på baggrund af et brev, som Fayards administrerende direktør Thomas Andersen sammen med fællestillidsmand Bjarne Olsen har sendt til transportminister Ole Birk Olesen (LA) og energiminister Lars Chr. Lilleholt (V).

I brevet finder de to underskrivere det "dybt kritisabelt", at de 75 mio. kr. er en "indirekte konkurrenceforvridning" af den danske værftsbranche. 

Statens støtte kommer ikke til at gå direkte til Søby Værft. Det er dog et af argumenterne for at udvide havnen, at Søby Værft i dag ikke kan modtage store skibe på grund af havnens størrelse, og værftet har planer om at udvide sideløbende med havneudvidelsen.

- Der er imidlertid en klar sammenhæng mellem disse to forhold, hvorfor støtten til havneudvidelsen indirekte medfører en støtte til en udvidelse af værftets kapacitet, skriver Fayard ifølge Fyens.dk i brevet.

På Ærø har folketingsmedlem Anders Johansson (K) tidligere afvist anklager om, at statens støtte til havneudvidelsen skulle være ulovlig. 

- Det er kun infrastrukturdelen, man kan få støtte til. Det er ikke anderledes, end hvis man laver en motorvejsafkørsel til et industriområde. Så ligger der en virksomhed, der har en fordel ud af det, har han tidligere sagt til Fyns Amts Avis.

Som Metal Supplys søstermedie Søfart tidligere har skrevet, har Søby Havns optræden på finansloven skabt røre i flere brancheorganisationer, heriblandt Danske Havne.

- Vi har i Danmark ikke tradition for, at staten spytter penge direkte i havneprojekter, og vi plejer ikke at se tiltag som det her på finansloven. Det bærer derfor præg af et klassisk politisk forlig, hvor der har været lokale interesser på spil, sagde Danske Havnes daværende direktør Bjørn B. Christiansen til Søfart i december sidste år.

Originalartikel: https://www.fyens.dk/erhverv/Fayard-paa-Lindoe-klager-Mener-staten-stoetter-Soeby-Vaerft/artikel/3306956

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.103