23948sdkhjf

Producent af testmaskiner lukker massevis af ordrer

På trods af hård konkurrence på verdensmarkedet for testmaskiner, har den nordjyske producent af mekaniske testmaskiner Tram A/S lukket flere store ordrer de seneste måneder.

- Geografisk strækker leverancerne sig over flere kontinenter, og det er især specialkonstruktioner, der efterspørges, fortæller direktør Knud Sørensen

Byggeindustri aftager flittigt
Virksomhedens specialkonstruerede testmaskiner er repræsenteret i en lang række brancher, hvor der enten stilles normkrav til materialer eller hvor dokumentation af styrken er påkrævet. Der leveres udstyr til test af alt fra plastemner til stålkonstruktioner – fra betonplader til høreapparater.

- Især den globale byggeindustri har været flittige aftagere her i efteråret. Vi har installeret testmaskiner i både Brasilien og Indien, og har i øvrigt flere interessante forespørgsler fra Mellemøsten, siger Knud Sørensen.

Selvom der leveres til mange forskellige industrier i en variation af lande, så har en stor del af de nye ordrer én ting til fælles.

- Mange af de aktuelle ordrer har udvikling som fællesnævner. Både når det gælder software og opbygning af selve testmaskinen. Vi kan tydeligt mærke, at der bliver investeret i udvidelser og automatisering verden over. Det smitter af på os, siger Knud Sørensen.

Testmaskinerne fra Tram installeres typisk i forbindelse med en produktionslinje, hvor der løbende udtages prøver for at teste styrken af materialet.

Kontinuerligt flow ikke en selvfølge
Det er ikke kun de oversøiske markeder der vil have fingre i de nordjyske testmaskiner. Også kunder i Polen, Sverige, Estland og Finland har sørget for travlhed.

- Men selvom man befinder sig en nichebranche, er et kontinuerligt flow i ordretilgangen på ingen måde en selvfølge, understreger Knud Sørensen.

Virksomheden samarbejder med flere koncerner, som har hovedkontor i Europa, men hvor aktiviteterne er spredt udover hele kloden. Derfor kan det være svært at forudsige forløbet fra første forespørgsel til ordre og levering.

- Ordren skal ofte godkendes af flere instanser, men det er betingelserne. Vi udfører service på testmaskiner i hele verden, og på den måde kan vi følge lidt med i udviklingen. Det giver et udmærket pejlemærke om, hvad der sker i markedet, siger Knud Sørensen.

Manuelle test elimineres
Direktøren konstaterer, at det har været et travlt 2018, og han er fortrøstningsfuld med hensyn til det kommende år. Kravene til materialedokumentation skærpes løbende i en lang række industrier, og det øger antallet af potentielle kunder hos Tram A/S.

Samtidig fortsætter automatiseringen sit indtog, hvilket er med til at eliminere behovet for manuelle tests. Et faktum, som passer Knud Sørensen glimrende.

- Flere brancher har udfaset adskillige manuelle arbejdsgange, men vi har kun set toppen af isbjerget. Lagring af data direkte fra testmaskinen sparer ressourcer. Derfor har vi stort fokus på videreudvikling af vores software for at højne funktionaliteten yderligere, siger Knud Sørensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081