25 år i det blå ocean
- Vi befinder os i det område, som ledelsesguruer betegner ”det blå ocean”. Her handler det om at finde og udvikle en strategi, der gør virksomheden unik. I stedet for at fokusere på den vante konkurrencementalitet, søger vi at skabe markedsfordele ved hjælp af kreativitet og nye ideer. Vi tænker ud af boksen og finder helt specielle forretningsområder, hvor vi kan tilbyde ekstra værdi. Det giver os øget konkurrencekraft, siger manden bag Sønderborg-virksomheden MiniBooster Hydraulics, 56-årige Christen Espersen.
For 25 år siden etablerede han virksomheden, hvis speciale er udvikling af hydrauliske trykforstærkere, der giver maskiner og udstyr med standard-hydrauliske løsninger ekstra power. Eksempelvis kan standardudstyr med et tryk på mellem 20 og 200 bar få et tryk på op til 5.000 bar ved at anvende MiniBoosters trykforstærkere.
Kunderne findes i landbrugssektoren, bilindustrien, byggebranchen, jernbaneindustrien, vindmølleindustrien og offshore-sektoren med fokus på olie- og gasindustrien.
MiniBooster beskæftiger 18 medarbejdere i Sønderborg, hvor udviklingen sker. Produktionen af de enkelte delkomponenter sker på omegnens maskinfabrikker, mens samling og test af det enkelte produkt sker i egne lokaler. 95 pct. af produktionen går til eksport.
Christen Espersen er født og opvokset på Salling, hvor han blev uddannet maskinarbejder. I Århus blev han maskiningeniør og fik siden ansættelse som turnusingeniør hos Danfoss i Nordborg. Her arbejdede han med hydraulik.
Ideen til trykforstærkeren fik kollegaen Johannes Baatrup. Trykforstærkeren passede ikke ind Danfoss-konceptet, og Christen Espersen valgte at etablere MiniBooster for at udvikle en stabil trykforstærker.
På Teknologisk Institut i Århus deltog han i et iværksætterprogram, hvor det handlede om at udarbejde en forretningsplan til en virksomhed med overlevelsespotentiale. Produkterne skulle kunne eksporteres, og ingeniøren skulle bevise, at han kunne tænke som en forretningsmand.
Planen var så god, at Christen Espersen blev belønnet med et legat på 23.000 kr. per måned i et år til at realisere sine planer. Det var i 1993. I januar er det 25 år siden, selskabet blev etableret.
- Vi er stadig iværksættere. Vi brænder for at løse de udfordringer, vores kunder – systemintegratorer overalt i den industrialiserede verden – stiller os. Vi er passionerede og dedikerede til det, vi gør. Der er ikke noget, der er godt nok, hvis det kan gøres bedre.
De seneste fem år har bruttofortjenesten svinget mellem 25 og 21 mio. kr. med et resultat på mellem 13,3 og 8,9 mio. kr.
- Jeg har ingen drøm om at sælge virksomheden. Til gengæld har flere iværksættere henvendt sig til mig for at få økonomisk starthjælp. Når jeg så efterlyser en forretningsplan og fortæller, hvad jeg mener planen skal rumme, hører jeg aldrig fra dem igen. Desværre. Skal du have succes, handler alt om virksomheden. Du kan ikke arbejde 8-10 timer om dagen og tro, det er nok, fortsætter Christen Espersen.
I 2000 købte Danfoss-brødrene Peter Mads Clausen og Jørgen Mads Clausen sig ind i MiniBooster, Peter Mads Clausen har siden 2000 været selskabets formand.