OnRobot gør klar til masseopkøb
2018 var et hektisk år for OnRobot. Ungarske Optoforce og amerikanske Perception Robotics blev fusioneret ind i den fynske virksomhed, og Purple Robotics blev opkøbt. I årets løb er virksomheden gået fra 20 til 130 ansatte, skriver Fyens Stiftstidende.
Men 2019 kommer til at blive et år med endnu mere fart på. Det handler nemlig om at skabe en global leverandør af robotgribere, og det betyder yderligere opkøb, forklarer CEO Enrico Krog Iversen.
- Jeg forventer, at jeg inden for et par år skal have overtaget en seks-otte virksomheder, siger han til Fyens Stiftstidende.
Udover deciderede opkøb forventer han også, at OnRobot knopskyder af organisk vej rundt omkring i verden.
- Lige nu handler det om at etablere salgskontorer rundt omkring i verden og skabe kendskab blandt andet gennem PR. Og så er det helt gammeldags salg ved at banke på nogle døre. Det gør vi blandt andet ved at opbygge et kontor i Singapore, hvor jeg flyver ud i dag her før jul, siger Enrico Krog Iversen til Fyens Stiftstidende.
Originalartikler: https://www.fyens.dk/erhverv/Robotbase-i-Odense-Fynske-Onrobot-griber-efter-hele-verden/artikel/3310852
https://www.fyens.dk/erhverv/Direktoer-Vi-skal-koebe-seks-otte-firmaer/artikel/3310854