23948sdkhjf

Sabro Støberi i vigtigt offshore samarbejde

Det østjyske støberi har hentet en millionordre hos en norsk kunde.
Offshore-industrien har gennem de seneste år været et fokusområde hos Sabro, der har specialiseret sig i støbegods af jern. De ofte store og komplekse emner i mindre seriestørrelser passer godt ind i Hornslet-virksomhedens produktionsproces.

Derfor kommer det nok heller ikke som nogen overraskelse, at den norske kunde har valgt Sabro som leverandør af en række støbte koblingssystemer for tilslutninger på havbunden.

Tocifret millionindtægt
- Det er et system, der er mere sikkert over for fx vind og vejr end en almindelig borerig, og det kan komme ned på større dybder. Vores koblingsstykker skal bruges til at koble rør sammen på havbunden ned til 2.500 meters dybde, fortæller Lindhardt Jensen, direktør for Sabro.

Aftalen sikrer Sabro en tocifret millionindtægt årligt over de næste tre år, og salgschef Morten Andersen vurderer, at der på længere sigt kan ligge yderligere indtægter, hvis nordmændene vælger at fortsætte med Sabro som leverandør til nye generationer af systemet.

De østjyske koblingsstykker ender i sidste ende hos de store olieselskaber som fx BP, Shell og Statoil, der alle er på nordmændenes kundeliste.

Deler ud af knowhow
Offshore-industrien fylder efterhånden pænt i kundekartoteket hos Sabro, og Lindhardt Jensen er ikke i tvivl om, hvorfor det lykkes at lande aftaler som den med FMC.

- Vi kan levere kvaliteten, og da projektet startede op, var vi fleksible og kom med nogle løsninger, hvor vi kunne støbe med nogle tolerancer, som andre ikke kunne. Dermed kunne vi fjerne en række bearbejdninger og formåede faktisk at skære 30-40 % af prisen, forklarer han, og tilføjer:

- Vi har været med helt i front fra starten og har delt ud af vores knowhow, og det var ikke mindst på konstruktionsfasen, vi vandt noget.

Ser mod Brasilien
For øjeblikket er det gode tider i oliebranchen og det giver også muligheder for Sabro. Det hele kommer dog ikke nødvendigvis til at foregår på støberiet i Hornslet.

- Måske kan vi ende med at give knowhow fra os andre steder i verden. Brasilien er fx et land, hvor der sker en kæmpe udvikling inden for offshore-industrien, men hvor man ikke har den tilstrækkelige knowhow, siger Morten Andersen, og slutter:

- Det kan godt være, vi udnytter den mulighed engang. Vi har faktisk været i indledende dialog med nogle mulige samarbejdspartnere, som blandt andet har besøgt vores støberi et par gange.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078