Ingeniører sætter kurs mod bæredygtighed
Du kan både hoppe med på karavanen, eller du kan få besøg af karavanen.
Det er tankegangen i den Bæredygtighedskaravane, som ingeniørforeningen IDA lige nu ruller ud i Danmark.
Målet er at synliggøre, hvordan virksomheder i den danske fremstillingsindustri er begyndt at arbejde med bæredygtighed og FN’s verdensmål.
- Bæredygtighedskaravanen besøger virksomheder i hele landet for at se på konkrete løsninger på de udfordringer FN’s Verdensmålene giver os. Vores primære krav til de virksomheder, vi besøger, er, at vi vil høre om de verdensmål og derigennem bæredygtighed, som de har implementeret i deres strategi og produktion med særlig fokus på "hvordan", siger Anna Lund Nielsen, som er IDA’s projektleder på Bæredygtighedskaravanen.
Herning 6. februar
Næste stop er Egetæpper i Herning, hvor karavanen lægger vejen forbi 6. februar. Og det er gratis at deltage.
- Et besøg fra Karavanen giver virksomheden mulighed for at vise deres resultater frem og vise, hvordan de går forrest i den bæredygtige udvikling. Oftest er det stolte medarbejdere, der henvender sig til os, siger Anna Lund Nielsen.
Arrangementerne er primært henvendt IDA-medlemmer og virksomhedens egne medarbejdere, hvis de er interesseret. I princippet er det dog åbent og gratis for alle at deltage i virksomhedsbesøgene, og tilmelding sker via IDA’s hjemmeside.
Det slutter med en pris
Selve initiativet til bæredygtighedskaravanen er kommet nedefra i IDA organisationen gennem en gruppe frivillige fra de fagtekniske selskaber: De satte sig i starten af 2018 sammen for at finde ud af, hvad man kan gøre for at skubbe på den bæredygtige dagsorden og for at få udbredt kendskabet til verdensmålene. Det endte med projekt Bæredygtighedskaravanen, der officielt blev skudt i gang sidste år i oktober.
Frem til juni 2019 besøger karavanen derfor virksomheder rundt i landet og afholder samlingsmøder i maj, hvor de virksomheder, der er blevet besøgt, deltager.
- Så samler vi op på de resultater og løsninger, vi har set. I forbindelse med samlingsmøderne afholder vi workshops, hvor virksomhederne kan lære, hvordan de kan arbejde videre med at implementere verdensmålene, og hvordan de i endnu højere grad kan omstille sig til bæredygtighed, siger Anna Lund Nielsen.
Selve karavanen rundes af med et afslutningsevent i starten af juni, hvor virksomhederne får mulighed for at fortælle om og demonstrere deres løsninger.
- Her uddeler vi "Karavaneprisen", der gives til den virksomhed, vi vurderer har den bedste omstillingshistorie af dem, vi har besøgt. Der følger også et beløb med til det videre arbejde, men det endelige beløb er vi ikke fastlagt på endnu, siger Anna Lund Nielsen.