Det startede i fars lade
- marts er det præcis 40 år siden, at HNH Maskinfabrik så dagens lys.
- Jeg startede egentlig hjemme i min fars lade på en bondegård, da jeg var 17. Da jeg var i lære og inde i militæret byggede jeg bådtrailere i min fritid. Men da jeg blev 22, turde jeg ikke køre uofficielt længere, så jeg gik ned på toldkontoret og fik et momsnummer, og så er det kørt lige siden, fortæller Henning Andersen.
En virksomhed blev til to
Udover HNH Maskinfabrik ejer Henning Andersen også søsterselskabet Henning NH Andersen A/S.
- På et tidspunkt lavede HNH Maskinfabrik både underleverandørsarbejde og transportudstyr, men det blev for meget, og i 2005 blev det delt op i to enheder, hvor jeg så ejede begge fabrikker, lyder det fra Henning Andersen.
- I dag laver Henning NH Andersen A/S stort set kun transportudstyr, mens HNH Maskinfabrik A/S kun laver underleverandørarbejde og specialmaskiner ud fra kundernes tegninger, tilføjer han.
De to virksomheder producerer i dag fra to forskellige adresser i Sønderborg og har hver cirka 20 medarbejdere.
Glidende generationsskifte er i gang
Efter 40 år i metal- og maskinbranchen begynder Henning Andersen at gøre sig tanker om, hvad der skal ske med de to selskaber, når han engang trækker sig tilbage.
- For 12 år siden fik jeg en kompagnon med på HNH Maskinfabrik A/S, og Henning NH Andersen A/S har jeg fusioneret med en anden kompagnon. Jeg har stadig 50 pct. i hvert selskab, så vi kryber langsomt mod et generationsskifte, forklarer Henning Andersen.
I HNH Maskinfabrik er det Henrik Hansen, der har en halvpart, og i Henning NH Andersen er det Jørgen Mathisen. Men det betyder dog ikke, at Henning Andersen har planer om at gå på pension.
- Jeg tror ikke helt jeg egner mig til at stoppe, så jeg bliver nok ved, så længe jeg kan med at guide, tegne og konstruere, slår han fast.
40-års jubilæet bliver fejret til sommer med en reception for indbudte gæster.